Vaskebjørne er ikke farlige. Især ikke de relativt små eksemplarer, der lever herude i regnskoven. Alligevel distraherer den lille fyr, som render rundt her på altanen mig en anelse. For den ser ud til at være helt overbevist om, at mine sandaler er en særlig delikatesse og prøver konstant at nappe til dem. For dens egen skyld – godt nok er vaskebjørne kendt for at spise alt, men der er vel grænser - og lidt på grund af risikoen for at den tager en bid af mine fødder med, får jeg den afskrækket hver gang, men den er sgu stædig.
 |
| Sofia klapper en venlig Kinkaju |
Vi er alene i en hytte midt ude i regnskoven i lidt over 2000 meters højde. Der er kun os, en milliard insekter, en hulens bunke kolibrier og så altså vores vaskebjørns-venner, der besøger os hver aften, når mørket falder på. De kommer sammen med deres fætter kinkaju'en, som er betragtelig mere nuttet end de emsige spidsnæsede vaskebjørne. De kommer for at spise de bananer, vi har lagt frem, men lader til at være fuldstændig uden frygt for os. Hyggeligt og et stort hit blandt både børn og voksne.
 |
| Kamille på vej op til hytten i junglen |
Stedet er fantastisk. En perfekt og stilfuld hytte i mørkt træ, bygget op af bjergskråningen i 3 etager. Der er ca. 2 km ned til landsbyen, så vi har det helt for os selv. Det er en fantastisk måde at opleve regnskoven på, især når mørket falder på, og lydene begynder. Som altid er det frodigheden omkring os, der er det mest slående. Alting vokser ind i hinanden i forskellige nuancer af grønt brudt af farverige blomster i fantastiske former.
 |
| Vores hytte i junglen |
 |
| Frokost ved baren i køkkenet. Næsten lige som derhjemme |
Træerne er økosystemer i sig selv. Selve stammen er fuldstændig pakket ind i kaktusser, slyngplanter, blomster, mos i en grad, så systemet bliver stående når træerne dør. Dyrelivet er rigt i skoven her, men udover kolibrierne, insekterne og vaskebjørnene, er det skjult for os novicer. Men man kan mærke det omkring sig. Naturen her er så rig og uberørt, at Michigan University en gang om året lejer alle junglehytterne i en måned, og så vælter det ind med forskere, der studerer den massive variation af planter, insekter, fugle og patte- og kattedyr. I foråret fangede de sågar en puma med det infrarøde kamera, de havde stillet op på en post dybere inde i regnskoven. |
 |
| Sofia bader i det iskolde bjergvand |
Ungerne elsker det. Sofia tonser rundt i regnskoven og er utrættelig så længe stierne er stejle, svære at finde og fyldt med mudder. Hvis de er for nemme, bliver hun så forfærdelig træt af tusind forskellige årsager. Hvis de er svære bliver hun fuld af energi. Kamille har vi oftere i bærestolen nu, og det betyder, at vi kan tage længere ture til glæde for både hende og os. Og indtil videre er begge piger fuldt optaget af at lege, rydde op, gøre rent og meget mere i hytten og omgivelserne her.
 |
| Sofia og Kamille på picnic i junglehaven |
Hytten hører til en større lodge der hedder Los Quetzales, opkaldt efter det nærmeste man kommer en mellemamerikansk nationalfugl, den spraglede og langhalede quetzal. Bjergene omkring Boquete er kendt som nogle af de bedste steder i regionen at se quetzals og en af de mest kendte stier i området taget navn efter dem.
”Los Quetzales” fører 6 km hen og 1000 meter op til Cerra Punta, en lille by i vulkanens skygge, hvor de stejle skrænter med frugtbar vulkanjord er omdannet til marker i et af Panamas spisekamre. Blandt andet er de kendt for at dyrke jordbær, som dog ligger klasser under de danske. Over markerne regerer regnskoven stadig og eneste vej over bjergene er et otte-dages trek med vue over begge oceaner, som kun de allermest sindssyge turister giver sig i kast med.
Vi startede i lodgen, der i byggestil og stemning lidt minder om en schweizisk skihytte. Bygget i mørkt træ med et stort hyggeligt fællesrum med pejs, hvor der også er restaurant – en restaurant med en fantastisk økologisk og hjemmegjort menu. Herfra er der gåture, mountainbike, hesteridning og fuglekigning, og vi prøvede lidt af hvert.
 |
| Morgen i den dejlige have til Los Quetzales lodge |
Højdepunktet var dog ikke på det officielle program. Lodgen har to køer på en mark lidt væk og de skal malkes to gange hver dag. Vi fik lov at tage med, og Sofia var hooked. Som sædvanlig med dyr var hun i sit es og tog med ud og malke hele tre gange. Mælken bliver brugt til både yoghurt og ost, der serveres som en del af en superlækker morgenmad med mængder af frugt, friskpresset juice og altså frisk mælk og hjemmelavet yoghurt.
 |
| Sofia i sit es |
 |
| Supermorgenmad i lodgen |
Jeg forsøgte mig med mountainbikene med begrænset held. Med stigninger på 15-20%, masser af mudder og elendige cykler kræver det vist mere teknik, end jeg er i besiddelse af, og jeg fik vandret mere end cyklet opad. Til gengæld var nedturene forrygende på trods af (eller på grund af) fuldstændig miserable bremser.
 |
| I Cerra Punta ligger også en fascinerende orkide-farm. De kalder orkiderne for "lyve-blomster", fordi de efterligner alt muligt. Gæt selv navnet på denne. |
Efter tre dage i lodgen tog vi så videre ud til junglehytten til to dages isolation. Jeg elsker at gå helt ned i tempo og ikke have andet at koncentrere mig om end at være nærværende. Fraværet af både internet og elektricitet er et ekstra plus, og for Sofia især er det altid sindssygt spændende at komme til næste sted og indtage og indrette det nye rum.
 |
| Et af meget få vellykkede billeder af kolibrier. De bevæger sig i luften som fisk i vandet. |
Hun siger, at dagen inden vi skal rejse til et nyt sted er så frygteligt lang, fordi hun slet ikke kan vente med at opleve alt det nye. Dette sted har levet fuldt op til forventningerne, selvom regnskoven i dag igen levede op til sit fornavn efter et par dage med solskin store dele af dagen.
Jakob
Ingen kommentarer:
Send en kommentar