lørdag den 27. november 2010

Costa Rica revisited

Ridetur på Samaras perfekte strand

Caribiens mikroklima var den vigtigste grund til, at vi havde valgt at bruge langt størstedelen af vores rejsetid i Mellemamerika på østkysten. Men efter Tortuguero gik turen vestpå i håbet om at regntiden var ved at være slut. Vi tog fejl. I stedet rendte vi ind i en national katastrofe i Costa Rica med oversvømmelser i det meste af landet, og vi lærte igen, at man skal respektere regntiden. 

Regntid indenfor. Sofia spiller skak med farmor. 
Selvom det regner kan man godt gå i pølen. 
Arenal var en mindre skuffelse. Vulkanen har været i udbrud siden 1969, men den seneste måned var aktiviteten gået stort set i stå. Vi boede på første parket med udsigt direkte over hele vulkanen, men det hjalp ikke meget, når den var stendød og i øvrigt konstant dækket af skyer. Først 5 minutter før vi skulle afsted, fik vi et glimt af toppen. I stedet nød vi pools og jungle på stedet, men det var lidt som en koncert, hvor hovednavnet udeblev. Vi smuttede en dag før planlagt og tog turen op i bjergene til Monteverde.
Stjernen i showet viser sig 5 minutter før vi kører. Dog hverken med røg eller ild. 
Monteverde er den klassiske cloudforest med jungle indhyllet i næsten konstant fugtigt skydække og med en fantastisk frodighed. Det var en af de første rigtige regnskovsdestinationer og området er udbygget backpacker-paradis med et væld af regnskovs-aktiviteter fra flagermus-reservater til svævebaner højt over junglen. Lidt af la Boquete, men indrammet som naturreservat.

Broer over regnskoven giver et helt nyt perspektiv og langt bedre overblik over den fantastiske frodighed. 

Regnskoven i edderkoppe-perspektiv.
Brøleabefamilie set fra broen. 

Bedsteforældrene foreviges i regnskoven.
Fantastisk smukt, men det var også her regnen for alvor tog til. Den startede så småt ved vulkanen i Arenal, men i Monteverde tog den for alvor til i takt med, at orkanen Thomas bevægede sig rundt i Caribien. Vi nød i stedet hinandens selskab indenfor, tøserne elskede at have bedsteforældre på besøg, og vi fik det bedste ud af det. Men regnen kulminerede på vejen mod vores sidste destination Manuel Antonio. Manuel Antonio var et af de hårdest ramte områder i Costa Rica, og vejen dertil skyllede ganske enkelt væk. Det fandt vi ud af på halvvejen og traf en hurtigt beslutning. Farvel til Manuel Antonio og goddag til Samara, en lille by et par hundrede kilometer længere mod nord på halvøen Nicoya.

Farmoren på vej ud af bølgen - som dog absolut ikke er blå når tidevandet kommer ind. 
Sofia, Kamille og Farmor på verdens bedste legeplads 
En stolt surferpige. Heftige bølger for en 5-årig, men hun elskede det. 
Vi ved ikke, hvad vi gik glip af, men Samara var et super alternativ. Vi kom til byen i silende regn, men med opklaringen åbenbarede sig en fantastisk strand, der med tidevandet vekslede mellem en 100 meter bred legeplads og en få meter bred sandbred med perfekte surfbølger for amatører som os. 
De rigtige papegøjer. En blå Macaaw er den arketypiske papegøje. Vi så en bunke af dem  på vejen til Samara. 
Tukaner konkurrerer med papegøjerne om prisen for ekstravagant udseende. 
 
Ridetur på stranden i Samara. Målet var krokodiller i et vandløb i næste bugt. Krokodillen var bette, men rideturen var det hele værd.
Efter Samara var det farvel til både bedsteforældre og Mellemamerika. En passende afsked med Costa Rica og Panama, hvor strandene alt andet lige var højdepunkterne. De øde strande på ture i Boca Brava og Bocas del Toro. De smukke palmestrande i Punta Uva og Manzanillo og den uendelige skildpaddekyst i Tortuguero.Og sidst men ikke mindst Samaras strand og by, hvor vi endelig lærte at stå op og surfe.  

onsdag den 17. november 2010

På skrump i Buenos Aires

Pigerne motionerer i en af Buenos Aires' mange parker.
Hvordan taber man 5 kilo i en by, der er notorisk kendt for bøffer og rødvin? Efter 10 ugers strandferie i Caribien trænger hele familien til et mere aktivt liv. Jeg starter hver dag med en løbetur i parken. Kommer så hjem og bliver fristet af baguette og croissanter. Spiser frokost med paté og pølse. Og runder dagen af med bøffer og rødvin. Højst én bøf. Mindst én flaske.

Jeg tror ikke der står skrump på bundlinjen. Har ellers været i fitnessforretning og købe det store nye outfit - mærkevaregear til ingen penge. Nyder igen at have løbesko på fødderne og jogge rundt sammen med alle de kropsfikserede argentinere nede i parken. De har sågar fitnessinstruktører til fri afbenyttelse dernede. Ved ikke om bystyret mener motion er en folkeret, men de har bestemt en pointe. Jeg kunne da godt bruge en omgang step og lidt mavetræning hjemme på Kongelundsvej søndag morgen.
Løbeture eller ej. Buenos Aires er også tango, og vi har selvfølgelig nydt et overbevisende show på gaden i La Boca.
Vi har fundet os ualmindeligt godt til rette her i Buenos Aires. Vi elsker de mange lækre restauranter og cafeer og butikker med tøj til ingen penge. Vi er også imponerede over hvor børnevenligt her er. Cafe med egen børnepasser. Museum med max læring og timevis af leg for børnene. Zoo med løstgående dyr og fri fodring. Alting virker tilrettelagt efter børnefamilier - alting med undtagelse af restauranternes åbningstider. De tænder nemlig tidligst for grillen kl. 20, og selv om vi har forsøgt at strække vores børns sengetid, så holder de altså ikke til et stilfuldt restaurantbesøg. Det bliver mere noget med at stå på hovedet i hjørnerne eller falde i søvn hen over to stole.
Velopdragne børn på restaurant i det hippe Palermo Soho. Vi tog en eftermiddagsmenu og undgik den helt store krise.
I parken i Palermo Viejo er der fuldt blus på børneunderholdningern. Blandt andet ministaffelier til de små talenter.
Det har vist sig, at vores besøg i Buenos Aires har været timet rigtig godt. I lørdags var vi til Argentinas største hestevæddeløb på hippodromen lige om hjørnet. Det var en super familieeftermiddag med høj sol og varme heste. Vi spillede på Tossehurtig (fri oversættelse) og vandt!
Til hestevæddeløb på Hippodromen - hvem vinder...?

Tossehurtig på vej mod sejren
Men hvad vigtigere er. Der var også det helt store lokalopgør i fodbold, Super Classico. Boca Junior vs. River Plate. Jakob var selvfølgelig på pletten og så kampen for fuld udblæsning på River Plates hjemmebane sammen med et slæng af expats. Men spørg ham lige, om han er imponeret over niveauet...

Superclassico-stemning. På de "neutrale" sæder - og inden kampen gik i gang. Kropsvisiteringen fandt tilsyneladende meget lidt af fyrværkeriet...
Buenos Aires har været vores første rigtige møde med civilisationen efter 2,5 måned i regnskoven og ved stranden i Panama og Costa Rica. Vi har lappet bykulturen i os, for selv om rejsens første halvdel har været en udpræget succes, så er det godt at få vasket sandet ud af tøjet og få håret klippet af en rigtig frisør.

Foran os har vi nu rejsens anden etape - et road trip gennem Argentinas centrale provinser. Ruten er ret enkel. Vi kører ned i landet syd for Buenos Aires, hvor vi dels skal bo på herregårde, dels på strandcamping. Derefter går turen længere sydpå til Peninsular Valdez - et UNESCO world heritage site med masser af vilde havdyr. Herefter krydser vi ind over landet til Bariloche og The Lake District, som er den frodige del af Andesbjergene og samtidig den nordligste del af Patagonien. Og fra Bariloche kører vi nordpå langs bjergene mod Mendoza - et rigt vindistrikt, hvor vi regner med at fejre julen (kom bare og besøg os hvis I har lyst!). Fra Mendoza krydser vi igen ind over landet mod Buenos Aires, og undervejs bruger vi tid i las Sierreas Centrales - en mindre bjergkæde hvor der forhåbentlig er mulighed for klatring med børn.

Jakob har arrangeret en bil til os gennem en fantastisk kontakt, og i morgen tager vi til Rafaela for at hente vidunderet - en Mitsubitshi firehjulstrækker fra 1995. Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med fars ferie.

Marie

tirsdag den 2. november 2010

Skildpaddernes paradis

Skildpaddeunge kravler mod havet - første hurdle i livet.
På Costa Ricas østlige kyst ligger en 40 km lang ubrudt strand med det fineste mørke sand. Bag stranden vokser en blanding af buskads og kokospalmer, og i sandet under palmerne ligger hundredetusinder af små skildpaddeæg begravet. Kun nogle få af disse skildpaddeæg vil nogensinde blive halvanden meter lange grønne havskildpadder som deres mor, men rejsen dertil er ganske forunderlig.

Hver dag ved skumringstid, når sandet bliver køligt og skyggerne lange over Totugero Beach, er der en livlig aktivitet i de mange skildpaddereder. Æg på æg udklækkes i de dybe huller, og når alle søskende er klar, graver de sig op af sandet og myldrer afsted mod havet. Små og bløde er de, og deres fødder ligner små vinger, der bærer dem mod vandlinjen. Men på himlen kredser gribbene og i skoven venter vaskebjørne og hunde på et nemt måltid. Skildpaddeungerne er en vigtig delikatesse i fødekæden. For de, som når frem til havet, venter et døgns svømmetur, før de når ud på dybder hvor hverken fisk eller hajer truer dem. Det kræver en stærk og udholdende svømmer, og kun de stærkeste når frem. I mange år lever skildpadderne nu forskellige steder i Caribien, indtil de bliver kønsmodne i en alder af 10-15 år. Så vender de tilbage til præcis det samme sted, som de selv blev født, og graver i ly af mørket en meter dyb rede til deres hundrede små, bløde æg. Efter den kraftanstrangelse arbejder de sig tilbage i vandet, mens turisterne står i rækker bag de enorme havdyr og observerer naturens gang.

Sådan er livet og levebrødet i Tortugero, hvor alting handler om skildpadder (og en lille smule om krokodiller og papegøjer). Det er den næstvigtigste yngleplads for skildpadder i verden og seks skildpaddearter ser deres første dagslys her. Hvert år lægger flokke af naturinteresserede turister vejen forbi den lille landtange, hvor havet bruser på den ene side og ferskvandskanaler fletter sig ind i junglen på den anden. Der er lige præcis underholdning nok til tre dage. Een til en kanotur på kanalerne. Een til turtlewatching, når mørket falder på. Og een til at vandre op og ned af den støvede hovedgade, hvor chokoladebrune børn med afrokrøller suser rundt mellem hunde og bedsteforældre, mens forældrene tjener penge på turisterne.
På kanotur i Tortugeros miniamazonas med Don Chico - legendarisk naturguide.
Vi gjorde det helt efter bogen og boede på byens mest traditionsrige hotel, Miss Junie. Familien har været der siden de første beboere landede i starten af 1900-tallet for at udnytte mængden af kokosnødder og blev gradvist byens spisested indtil den åbnede som "Miss Junie" i 1950'erne. Det var cirka samtidig med, at amerikanske biologer blev opmærksomme på Tortugueros unikke betydning for skildpadderne og lagde grunden til Tortugueros levebrød i dag.
Cloid og Miss Junie passer hotel og restaurant.
Miss Junie har udviklet sig til et travlt familieforetagende, hvor mor Junie stadig styrer kødgryderne, mens søn og datter tager imod gæsterne. Vi blev beværtet af Cloid, som ikke alene tog os på skildpaddetur en mørk nat i mørkt tøj, han gav os også en kokos-lektion af dimensioner. Fra moden frugt til færdigt måltid. Steg din kylling i sukker, der er ristet sort på panden og husk lime, english sauce og masser af kokosmælk. Så skal den nok blive caribisk.

Besøget i Tortugero var vores første dage med bedsteforældre i Costa Rica. Hanne og Jørgen mødte os på en svedende varm busstation i Cariari, mens vi alle ventede på den sidste forbindelse til skildpaddeland. Hanne og Jørgen kom fra Danmark. Vi kom fra det sydøstlige hjørne af Costa Rica, hvor vi havde fordrevet ti dage med svømmepøl, snorkling, kajakture og sandstrand. Vand er og bliver verdens bedste legetøj for børn.

Vores skønne feriehus i Cahuita, hvor vi brugte størstedelen af tiden i poolen og på terrassen.
Cahuita nationalpark er omgivet af koralrev.
Parken består fortrinsvis af kokospalmer, og er beboet af massevis af aber. 






Denne strand er afslutningen på et 10 km langt hike gennem Cahuita nationalpark, som Jakob og jeg brugte som morgenmotion. Vi sluttede af med en svømmetur. 
Jakob fortæller historier på terminalen i Cahuita, mens vi venter på bussen nordpå.