søndag den 19. december 2010

Glædelig jul fra de argentinske alper

Vulkan Lanin knejser over nationalparken, der bærer dens navn
Vi havde lovet ungerne, at de skulle få sne til jul. Så i går sejlede vi ud på søen Huechulafquen for at se en rigtig vulkan med tyk gletsjerkappe. Vulkanen hedder Lanin og ligger lidt nord for San Martin de Los Andes, hvor vi har tilbragt de seneste fem dage. Vulkanen har lagt navn til en hel nationalpark, der er ubeskriveligt smuk og temmelig uberørt. De eneste, der bor i området er de mapuche-indianere, som også har navngivet søen vi sejlede på. Huechulafquen. Prøv lige at sige det hurtigt tre gange efter hinanden. Umuligt.

Men det bedste var faktisk ikke sneen og vulkanen. Det var at møde en anden familie, som har gjort det samme som os. Lagt hverdagen bag sig og nu kører rundt og udforsker det amerikanske kontinent med to børn på bagsædet. Ungerne kastede sig nærmest i armene på hinanden og begyndte at lege, og forældrene delte erfaringer på fem minutter, herunder den ærlige erkendelse af at man nogle gange kan blive træt af familiens selskab (hjælp, nu har jeg sagt det). Men også glæden og stoltheden ved at gennemføre en sådan ekspedition og ved at opleve så fantastiske steder.
Mirakuløst nok lykkedes det at fange 4 børn på samme tid
Udsigt i Lanin
Hver by i Argentina har sit eget lille legeland. Og på vejen hjem fra Lanin kom vi forbi et omrejsende tivoli, som børnene absolut måtte prøve. Endnu en gang kunne vi konstatere, at sikkerhed ikke vejer tungt på disse kanter. Så både Jakob og jeg havde hjertet i halsen, mens han og tøserne prøvede et pariserhjul med alt for mange rustne møtrikker. Mere tilforladeligt var vikingeskibet, der skulle skubbes i gang. Og den lille autobil som havde tabt alle hjulene. Pigerne var lige lykkelige. De så ingen rustne skruer.

Tivolibilen - som ikke var værre end mange af de lig vi ser på vejene herovre
Turens hidtil farligste øjeblik
Camping på stranden 
Vi skylder også lige at rapportere lidt om den forgange tid, hvor vi har prøvet kræfter med campinglivet i nationalparkerne. Syd for San Martin de Los Andes ligger et område med masser af skønne bjergsøer, der kaldes la ruta de los siete lagos. Det er en meget pittoresk tur ad snoede bjergeveje, hvor man kører fra den ene betagende udsigt til den andet. Sneklædte bjerge, turkisblå søer og grønne skove i alle kombinationer. Vi valgte at slå lejr på noget nær verdens smukkeste strand ved Lago Traful, hvor pigerne endnu en gang beviste, at de kan lege med alt i naturen. Pinde, sten, sand, blade. Man behøver ikke mere. Om dagen var der bagende varmt, og vi måtte dyppe os i søens temmelig friske vand. Om natten var der tænderklaprende koldt, og hele familien sov som en bunke hundehvalpe oven i hinanden. Superhyggeligt, især da solen stod op og vi igen kunne kigge ud på de betagende omgivelser.

Børneværelset
Køkkenet
Udsigt fra soveværelset
San Martin er Schweitz på spansk
Siden ruta de los siete lagos har vi haft base i San Martin, som er den fineste lille by, der minder os om Annecy i Frankrig. De kalder det Argentinas svar på Schweitz heromkring, og det er ikke uden grund. Her er skøn natur, nuttede træhuse, lækre kager og masser af velhavende turister. Og bedst af alt. De velhavende turister er præcist lige på motionsneurotiske som os, så her vælter med løbere i alle aldre, der passer deres træningsprogram, mens de holder ferie med familien. Det samme gør vi, selv om det mærkeligt nok ikke kan ses på sidebenene endnu. Vi er nået til 15 km's bjergetaper, og Jakob har en rigtig god tid (1:20), som jeg skal prøve at slå i dag. Wish me luck - det blæser af h... til, og jeg har spist for meget kage.

Vores hus i San Martin - børnenes var ikke i tvivl
Klatretøsen er tilbage

Jul på Estancia Ranquilco
I dag er det så store pakkedag, før vi drager endnu længere ind i Andesbjergene. Vi er på vej mod nord, hvor vi stiller vores bil i en lille flække nær Chos Malal og drager videre på hesteryg til næste destination: Estancia Ranqulico. Her får vi vores eget hus nær floden, og vi kan samtidig være en del af landlivet, sådan som pigerne elsker det. Lege med hunde, ride på heste, hjælpe med at malke køer og finde hønsenes æg i buske og græs. Vi har også planlagt en overnatningstur på hesteryg fra 1. til 2. juledag. Vi glæder os helt utroligt meget. De nysgerrige kan læse mere om farmen her: http://ranquilco.com

Men Ranquilco er så langt fra alfarvej, at vi ikke får internetforbindelse den næste uges tid. Derfor vil vi gerne benytte lejligheden til at ønske alle, der nåede helt til bunden af denne epistel, en rigtig glædelig jul og en skøn tid med jeres kære.

Marie & co.

onsdag den 8. december 2010

Familien!

Vores børn opfører sig rimeligt pænt. Og alle vi møder er fantastisk venlige. Alligevel har jeg nogle gange på fornemmelsen, at vi er med i en film, der hedder Familien!  Familien der kommer larmende og efterlader sig et spor af affald og ulykker. Familien med de fem kilo vasketøj og den støvede firehjulstrækker med alt for mange papkasser med campingmad bagi. Familien der forsøger sig med lidt spansk etikette og alligevel er fuldstændig stilforladte i det fremmede.

Som fx da vi mødte op på det fine Hotel La Posada i Puerto Madryn, en højpandet turistdestination for velekviperede pensionister med hang til hvalekskursioner, gletschervandring og andre bekostelige affærer. Vores rejsebureau havde booket to nætter for os, men vi var i mellemtiden var blevet bevidste om de 4 nætters magi, når man er på familieekskursion. Så vi kom brasende ind i foyeren en fredag eftermiddag i støvede fleecer og med blanke øjne efter en lang dags køretur. Dos noches mas, forsøgte vi på vores danskerspansk, men receptionisten forstod ingenting, for vi var jo slet ikke booket ind. Og så måtte Jakob ud i bilen efter den lille proppede daypack med værdigenstande, drikkedunke og andre pakkenelliker for at finde computeren og dermed bookingnummeret. Desværre var det ikke en computer, men en velvoksen tarantel der kravlede ud af tasken og op på Jakobs hånd, hen over receptionen og ned på gulvet, hvor tre rengøringsdamer i fællesskab fik den slået ihjel med det meste af en dåse hardcore insektdræbemiddel, mens receptionisten hoppede op og ned i panik. Velkommen til Hotel La Posada!

Bedre blev det ikke, da vi to dage senere måtte melde i receptionen, at selvsamme daypack var blevet stjålet fra os på en dagsudflugt. Meget hjælpsomme var de, men vi kunne ikke helt undgå at få fornemmelsen af, at de hellere havde set at tyven forsvinde med hele familien.

Vi er os smerteligt bevidste om vores tilhørsforhold, og at vi er rigere på tid end på penge. Og vi har det ikke godt med at stå med campingblusset i haven på et hotel med stjerner og ret hvide duge (selv om den opvarmede svømmepøl selvfølgelig er et plus). Vi befinder os aldeles glimrende, når vi bevæger os i den argentinske middelklasses fodspor og indlogerer os til ingen penge i nogle af de tusinder af selfcatering cabanas, der findes i dette land. Lykken er størst, når vi selv kan bestemme, hvornår vi skal have grillmad og pasta, og når ingen får lejlighed til at rystes over vores dårlige manerer.

Derfor har vi det også rigtig godt i denne stund, hvor vi har fortæret en argentinsk/italiensk middag fra eget køkken og om lidt kan falde omkuld i de bløde senge i hyttens to fine værelser. 200 pesos pr. nat betaler vi for sådan sådan en cabana, og det er jo lige til at overkomme, når man tænker på, at det kun er 250 kr. Og at vi oven i købet er lykkelige og meget mætte og trætte.

I morgen skal vi ind og bo i nationalparken Los Alerces, som ligger ved foden af Andesbjergene. Det bliver nationalpark nummer tre på en uge (det er ikke fordi vi stresser, der er bare ikke andet at lave). Vi er for alvor kommet til Patagonien, hvor attraktionen er natur, natur og atter natur. Forleden var vi i pingvin-paradis. En million pingviner hang ud i reservatet omkring Punta Tombo, og vi så i hvert fald nogle tusind stykker. De vraltede og skrålede og hentede fisk til deres unger, og nogle stod bare stille og nød solen. Helt og aldeles fascinerende og helt ualmindeligt børnevenligt af en nationalpark at være (desværre har vi ikke nogen billeder fra netop den dag, for der blev vores gear stjålet).

Den anden nationalpark, vi har besøgt, er Peninsular Valdez, der ligesom det meste andet i Patagonien brillerer ved at være det rene ingenting. Flere tusinde kvadratkilometer ingenting med lidt buske og et par kaniner. Men uden om denne ingenting er der et hav så fyldt med liv, at man tror det er løgn. Hvaler der vælter rundt om turbådene, som var det legetøj. Søelefanter på stribe, der slikker sol på stranden. Han-søløver med enorme manker, der slåsser om haremmet og udstøder gutturale brøl. Og det bedste af det hele - spækhuggere, der kaster sig op på stranden og sluger en søløve eller spiller bold med den på havet. Det sidste (spækhuggerne) så vi desværre ikke, for de er der kun ved højvande, og Familien havde ikke fået tjekket tidevandet med turistinformationen i tide. Men vi så hvaler - så tæt at vi kunne røre ved dem. Og vi fik kørt 4-500 kilometer på grusveje med 100 i timen. Og vi havde en herlig dag.

Og nu til køjs. Hvid sne til alle jer derhjemme. Ungerne er faktisk ret misundelige. De ville helt sikkert gerne bytte en hvaltur for en kælketur.

Marie

onsdag den 1. december 2010

Plads på pampassen

Er der noget, der kendetegner Argentina er det størrelsen, vidderne den enorme mængde af plads. På et område på størrelse med Vesteuropa lever kun ca. 40 mio mennesker. Det betyder, at en argentiner har næsten ti gange så meget plads at udfolde sig på som en dansker. Dertil kommer, at omkring halvdelen lever i området nær Buenos Aires, så snart man bevæger sig sydpå er mængden af plads slående.

Vi har været heldige. Vi er kommet i kontakt med familien til en af mine kolleger, og de har tilbudt a vi kan låne deres firehjulstrækker til vores tur. Fantastisk generøst og en gæstfrihed, som vi slet ikke kender fra Danmark. Det viser sig at være en stor djævel af en Mitsubishi fra den japanske guldalder i 90erne. Næsten 500.000 km. på bagen, og med en motor og en mekanik som en lille traktor. Det er præcis sådan en bil, jeg drømte om at kunne køre rundt i, og ungerne har masser af plads til at boltre sig på bagsædet.
Ester og Alberto - de supersøde argentinere, som har lånt os deres bil
Ægteparret foran dyret - en Mitsubishi Montero 2800 fra 1995. Fantastisk tourbil
Vi henter bilen i Rafaela 700 km nordvest for Buenos Aires, og så går turen ellers sydpå. Jo længere vi kommer, jo mere slående bliver vidderne. Vi kører gennem pampassen, som er en enorm slette, der flad som en pandekage strækker sig over næsten en million kvadratkilometer. Her kan man virkelig mærke, hvor meget plads der er for den er virkelig flad. Vi ser ikke en eneste forhøjning i landskabet i løbet af de første tusind kilometer sydpå.

Det er umiddelbart møgkedeligt landskab, men gradvist ændrer det karakter. Fra Rio Pananás meget lidt charmerende bredder med masser af industri og landbrug til det åbne græsland, hvor det berømte argentinske oksekød bliver til. Enorme vidder af indhegnede græsmarker kun afbrudt af de spredte klynger af træer, som gårdene – estancia'erne - gemmer sig i.

At tage på Estancia er en argentinsk institution for især de velstillede i Buenos Aires og vi følger trop. Umiddelbart er det svært at forstå, hvad man vil på en bondegård midt i ingenting, men vi har ikke tilbragt mange minutter på Estancia La Margarita, før vi fatter pointen. Estancia er først og fremmest en stemning og ved nærmere eftersyn viser Pampas'en sig at være et utrolig smukt bekendtskab.

Himlen bliver enorm, når der er frit udsyn til alle sider, og vi kan se tordenvejr, styrtregn og sol på samme tid. Lyset er fantastisk, især om aftenen, og der er noget utrolig afslappende ved bare at være omgivet af græsland så langt øjet rækker. Måske fordi der ikke er nogen steder at tage hen, meget beroligende for én som altid vil kigge rundt om det næste hjørne. Der er noget befriende ved at tage en løbetur hen ad grusvejen hen til de nærmeste sving (3 km. væk) og tilbage igen, nogle gange med køerne galopperende med på begge sider af vejen.

Pampassen emmer af den lidt melankolske stemning af uendelig plads og ensformighed, som Cormac McCarthy er mester i at beskrive. Fornemmelsen af ikke at komme nogen vegne, når man bevæger sig og hvor det ikke giver mening at spørge hvor man skal hen, fordi alt ligner hinanden. Det er som om, fokuseringen på hele tiden at komme et sted hen, bliver erstattet af at mere afslappet flow og de her unikke øjeblikke af samhørighed og tilstedeværelse.
Lyset på pampassen er fantastisk, især sidst på eftermiddagen når solen står lavt 
Selve estanciaen er en række spredte bygninger pakket ind i en slags park med græs og masser af smukke træer. Der er høns, får, killinger, hunde, køer og ikke mindst heste. Paradis for ungerne som vælter rundt over hele området og forfølger alle de dyr, de kan komme i nærheden af. Dagene går og glider ind i hinanden. Vi læser, leger, spiller og forsøger at lure argentinerne kunsten af med enorme mængder kød grillet over trækul.
Hvaler, aber, dovendyr eller whatever. Intet slår en kattekilling
Frokost i det grønne på Estancia Margarita
Argentinsk parilla (grill) er selve fundamentet i argentisk køkken. Fantastisk kød i enorme mængder stegt langsomt i store udskæringer til fedtet er løbet af. 
Men – som hos Cormac McCarthy - er højdepunktet hestene. Vi er i gaucho-land, den argentinske cowboys hjemstavn og de har de mest utrolige heste. Smukke, stærke, livlige og lydige reagerer de på den mindste bevægelse og skal holdes stramt for ikke at sætte i galop med det samme. Ridestilen er gaucho-style med tømmerne i én hånd (den anden skal bruges til lassoen) og en slags madras i stedet for sadel.

Både heste og ridt er fuldstændig anderledes end de rideoplevelser, end vi er vant til. Der er intet mål og ingen udsigtspunkter, det eneste der tæller, er den rene oplevelse af hesten i fuld fart ud over græslandet.

Det er toppen for Sofia. Vores lille pige suser ud over græsset på en kæmpestor hest i fuld galop. Utroligt at sammenligne med derhjemme, hvor hun sikkert og tryg bliver ført afsted med en hånd på tømmen og hvor to skridt i galop er et sjældent højdepunkt. Igen får vi rykket grænserne for, hvad vi tror tøserne kan, og de elsker det. Det er et par sindssygt stolte forældre, der galopperer ved siden af Sofia og oplever det med og gennem hende.

Sofia holder pause på hesten
Mor og datter på vej hjemad mod estanciaen
Marie og Kamille på tur
Det er fire dage i paradis for både børn og voksne og med godt selskab til både børn og voksne. En romantisk drøm om en bondegård og et landliv, som nok aldrig fandtes i Danmark uden for Morten Korchs hoved. Måske er det lige så meget en illusion her i Argentina, men det virker.