Den sidste caipirinha

Bryllupsrejsen lakker mod enden, men vi elsker stadig hinanden.

Sveden piblede frem på overlæben, mens vi sippede turens sidste caipirina ved svømmepølen på Los Troncos. Det var tropemørkt og stjerneklart. Omkring os larmede frøer og insekter. Vemodigt at sige farvel til fem måneders honeymoon. Men også en stilfuld finale.

Svømmepølen på Los Troncos ved Cataratas del Iguazú.

Karatekid ved pølen

Vi befandt os i det allernordligst Argentina, på grænsen til Brasilien og Paragua. Her ligger verdens vel nok smukkeste vandfald, Cataratas del Iguazú, som hvert sekund sender flere tusind kubikmeter vand ud over en halvmåneformet kløft midt i regnskoven. Vandfaldet er en af Sydamerikas største turistattraktioner, og da vi så horderne af mennesker og mærkede den bagende varme kl. 9.00 om morgenen var vi ikke sikre på, at det var rejsen værd. Men det var det. På lang afstand lignede det strimler af silke, der flettede sig ind mellem træerne. Tæt på mærkede man de rasende kræfter og kunne næppe fatte storheden af det.

En del af Iguazú vandfaldene, set fra den argentinske side.

Vandfald i børnehøjde.

Iguazú var en værdig afslutning på en meget vellykket rejse. Der er masser, vi ikke har fået fortalt om, men her er et par highlights fra den sidste måned:

Vinsmagning i Mendoza

Ugen omkring nytår tilbragte vi i Lujan de Cujo, et vindistrikt lige syd for Mendoza. Her ligger vinhusene side om side, og der er altid åbent for vinsmagning. Vi besøgte blandt andet det stilfulde Lagarde, hvor vi fik en udsøgt frokost med vinmenu. Derefter lagde vi vejen forbi Carmelo Patti, som er en af de argentinere med italiensk baggrund, der har haft størst succes med vinproduktionen. Hans specialvin smagte af fransk Chambertin, og det er vel ikke så dårligt...

Lagardes vinmarker.

Laragdes skyggefulde svalegang.

Sofia smager dessertvinen.

Kager til kaffen. Masas - Argentinske mini-kager, som findes i uendelige variationer og købes pr. kilo. Et børnehit.

Jakob, Marie og Carmelo Patti.

Angela - vores dansktalende engel. Vi boede hos hendes familie i Lujan de Cujo.

Aconcagua med børn

Tæt på Mendoza ligger Cordillera de los Andes, hvorfra Acongagua tårner sig op med sine 6963 m. Fra det flade vinland går vejen ind i de tørre, vindblæste bjerge på grænsen til Chile, hvor bjergbestigere fra hele verden prøver kræfter med den højeste top uden for Himalaya. Med to modstræbende børn i hånden (delvist på skuldrene) klarede vi lige knap 3 kilometers-loopet fra nationalparkens parkeringsplads til udsigtspunktet.

Vejen fra vinlandet til Andesbjergene.

Hvem ved, måske når vi en dag helt op til base camp?

Marie med Acuncagua i baggrunden (tror vi nok).

Christo rejser sig i 4000 meters højde på grænsen mellem Argentina og Chile.

Spa på spansk

Midvejs mellem Aconcagua og Mendoza ligger det fineste spa, Termas de Cacheuta, omkranset af bjerge og høje cypresser. Stedet er et yndet udflugtsmål for argentinerne, der elsker at være sammen med deres familier. Ved siden af spa-bassinerne er der linet op med picnicborde i skyggen. Familietur når det er bedst. Sofia var især vild med rutsjebanen.

Far fortæller historier i udendørs badekar.

En tur mere!

Hård sol generer ikke Jakob, sålænge han har sin gaucho-hat.

Nu er vi tilbage på dansk grund, og frosten bider igen i kinderne. Faktisk en dejlig fornemmelse. Turen er forbi for denne gang, men vi gør det helt sikkert igen. Colombia er i kikkerten til næste tur. Vi svarer også gerne på spørgsmål, hvis du har brug for at høre, at det godt kan lade sig gøre at rejse til verdens ende med børn. Just do it, god dammit.

/ Marie

Sightseeing i løb

Løbevejen i El Bolson

Pakning til 5 måneder i 2 kufferter var en udfordring af de større, men på en eller anden måde lykkedes det at få klemt et par løbesko i størrelse 45 ned i kufferten. Det kan godt være, at det lyder som en klassisk småpsykotisk sluttrediver-krise men løbeskoene er endt med at blive en af de klart bedste ting, jeg tog med.

En ting er at jeg ville været blev både fed og psykotisk uden motion i et halvt år. En anden ting er, at på en rejse med to små piger, der endnu ikke har set lyset i at vandre, er løbeture en perfekt måde at få oplevet naturen på.

Variationen er helt utrolig og stort set hver eneste tur har sin egen udfordring. Sindssyg varme, latterlige stigninger og mærkelige underlag. Især løb i bjergene giver et kick. Det er sindssygt svært at bevare pessimismen, når man har fået presset sig selv op på en eller anden top og står med sveden drivende ned i øjnene med en fantastisk udsigt. Endorfiner har helt klart en positiv effekt på oplevelsen, og så ligger der en helt særlig tilfredsstillelse i at løbe forbi pustende vandrere på oplevelse, mens man lader som om det er hverdag for en selv. 

Min uundværlige Runkeeper-app (www.runkeeper.com/user/wickmann) har logget alle ture, men her er de bedste. 

1. San Martin

15 km i bjergene omkring San Martin fra det ene smukke udkigspunkt til det næste. 400 meter op og 400 meter ned igen rundt om bjerget. Og så en af de få ture i en ordentlig tid med et kilometergennemsnit på 5.23.

San Martin

2. Cahuita

10 km.'s tidlig morgentur rundt langs kysten i Cahuita nationalpark. Langs tropestrande med aber i træerne og afsluttet med morgenmad på en bar midt i junglen, hvis ejer havde en passion for italiensk skinke og ost.

Cahuita

3. Pipeline trail – Boquete

Gennem junglen op i skyskoven til et vandfald midt i bjergene. Af med trøjen, ind under vandfaldet og ned igen. Fik senere at vide af en guide, der var deroppe, at den gruppe, han var deroppe med, havde døbt mig Chuck Norris. Som bekendt findes ingen større hæder.

Pipeline

4. Sandklitter i Pinamar

Afsted i møghumør på selvstraf på uendelig øde og forblæst strand. Turen hjem gik gennem kæmpestore sanddyner i aftensolen og der veg raseri for eufori.

Iphonebillede fra toppen af sandørkenen

5. Langtur i Boquete

10 km. i bjergene bag Boquete. Fuld hammer nedad om kap med minibusser fyldt med heppende lokale, der ikke var vant til løbere. 

Boquete

6. Samara

Joggetur om morgenen på den brede tropestrand med Marie. Smukt.

Samara - med en lidt anden sport

7. Los Quetzales

På med rygsækken og ned til byen for at hente forsyninger til den øde hytte i bjergene, vi boede i. 

Los Quetzales

8. Pampas

5 km hen til svinget og tilbage var blot en brøkdel af den lange, lige grusvej på Pampassen. Afstande giver ikke meget mening på Pampassen, så man føler man kan løbe for evigt. 

Pampasvej

9. El Bolson

Scramble op igennem en kløft op til et vandfald og derefter den lange vej ned. Kun afbrudt af et øjebliks overvejelse ved mødet med en gruppe hjemløse børn med macheter, som heldigvis var superflinke. 

El Bolson

10. Iguazu 

Eftermiddagsløbetur hen for at se Argentina, Paraguay og Brasilien mødes, der hvor Iguazu-floden flyder sammen med Parana. Sindssygt ubehageligt i 35 graders fugtig junglevarme og et lille hedeslag som belønning. Men godt på en pervers måde.

/Jakob

I gauchoens skygge

På vej ud i bjergene til vores hus

Vores julehus oversteg alle forventninger, og julen var magisk. Ranchen Ranquilco ligger stort set så langt væk fra den daglige civilisation, som man kan komme på de her kanter. 2 timer på grusvej førte os til en lille landsby inde i Andesbjergene. Derfra gik turen videre i 2 timer med 4-hjulstræk på et hjulspor, der førte op i højderne til kanten af en dal, hvor en flod bugtede sig langt nede. Her ventede 3 gauchoer med de heste, som skulle føre os til vores hus.

Vi fik lastet vores ting på muldyr og så gik turen nedad. Ranquilcos hovedhus var fyldt, så vi havde i stedet fået lov til at leje Trocoman-hytten, som ligger lidt længere nede af floden ca 45 minutters ridt fra hovedhuset. Et køligt adobehus omgivet af kirsebærtræer og de 50 meter høje statelige træer, der plantes ved stort set hvert lille skur i bjergene for at give skygge for den ubarmhjertige sol. Huset selv var fyldt med en helt særegen blanding af klassiske engelske møbler og gaucho-udstyr. Superhyggeligt og fuldstændig isoleret bortset fra en meget fåmælt og meget lidt aktiv gaucho i en hytte ved siden af.

Muldyrene pakkes på toppen af passet

Støvet blander sig med aftenlyset på vej ned i dalen

Det lille hus ved floden

Ægtesengen

Det var en overraskelse for os, at der ikke var strøm og i starten heller ikke gas til komfuret. I stedet var der ild. Ildsted i køkkenet til at lave mad på. Ildstedet i badeværelset for at varme vand. Bål uden for om aftenen i stedet for elektrisk lys. Lige pludselig forstod vi det simple liv. Mulighederne for planlægning, kommunikation, underholdning osv. døde med computeren. Der var et minimum af aktiviteter og ingen mulighed for indkøb. Men til gengæld var der nærvær i de små projekter og i selve det at få tingene til at fungere på den primitive måde. 

At lave julegodter og kager får en helt ny dimension, når det skal foregå over åben ild. Det er langt sjovere at lave aftensmad, når råvaren er et gedebagben, der skal steges på ildstedet. Og jeg blev fanget af fluefiskeriet og den umulige kamp om at få landet ørrederne med en papirstynd line stående midt i den rivende strøm.

Marie og udsigten fra hytten

Aftensmaden - Gedelår over åben ild. Endnu et argentinsk kødorgie

Juletræet er klart til at blive sat op

Vi bager julekager - med lidt blandede resultater

Alt sammen i et et barskt og ubønhørligt landskab, hvor solen lukker ned for al aktivitet fra sen formiddag til tidlig aften, og hvor alting fra skorpioner, hestefluer og hvepse til kaktusser og buske virker som om de kun eksisterer for at gøre ondt. Men hvor oaserne er så meget desto mere fantastiske. Frodigheden ved piletræerne langs med floden og de fantastiske aftener, hvor den kølige luft lægger sig blidt på huden. Højdepunktet var oplæsning ved bålet om aftenen til de første stjerner tittede frem og Maries og mine stunder på sofaen uden for i månelyset, efter ungerne var puttet. 

Og så naturligvis julen. Med – lettere brændte – julekager, jule(pile-)træ, gaver og en julemiddag i begrænsningens kunst efter 4 dages varme uden køleskab. Hyggeligere bliver det ikke for hverken børn eller voksne.

Vi havde fire dage i Trocoman. Vores vært – Ashley – havde inviteret på julelege (naturligvis til hest) og julemiddag i hovedkvarteret og dagen efter skulle vi på hestetur med overnatning. Oplevelsesrigt og hårdt, og det var næsten med lettelse, vi vendte tilbage til den sidste nat i vores kølige og rolige hus.

Vi krydser den rivende flod på vej mod hovedhuset

Tøserne leger ved floden, mens mor springer fra klipperne på den anden side. Luften er 35 grader - vandet er under 10

Julemiddag i hovedkvarteret. Vores vært Ashley i midten

Julelege til hest - den gamle leg med kartoflen på skeen får et ekstra twist

Kamille ved vores lejr efter overnatningen under åben himmel.

En lille fluefisker i de store bjerge

Vi forlod Ranquilco efter en uge for at tage mod nord til Mendoza og vindistriktet. Det var to dages transport med stigende melankoli, og vi ankom til vores nye sted i Lujan de Cuyo med længsel tilbage. I de næste 6 dage blev vi en del af familien, som med en utrolig gæstfrihed inviterede os inden for i deres hus. Angela, der var datter i huset, havde været på udveksling i Danmark, og hele familien hyggede om og med os. En sjælden familie og en sjælden gæstfrihed.

Men Ranquilco lå som en skygge – især over mig. Jeg kunne ikke løsrive mig fra livet dernede, og det nærvær, vi havde fundet i det lille hus. Jeg ville tilbage, men Marie syntes det var for langt. Der var mindst 18 timers transport til Ranquilco og mindst 25 timer derfra til Rafaela, hvor vi skulle aflevere bilen. Vi endte med at følge planen og tage østpå til Cordoba. En unik mulighed, der gik tabt eller et fornuftigt valg for en lidt rejsetræt familie? Det er nok et af de valg, vi aldrig bliver enige om. Rejsen fortsætter østpå, men indtil videre i skyggen af gaucho-huset i Andesbjergene.

Jakob