Endelig tog vi os sammen til at leje en bil. Og pludselig kunne vi opleve landskabet omkring os på en helt ny måde. Op ad stejle bjergsider, over floder og vandløb, gennem kaffeplantager og palmelunde - og ind og ud af skyerne. Skovene her omkring kaldes med god grund Cloud Forest, og det er noget nær en himmelsk oplevelse at bevæge sig mellem de hvide vat-totter, mens bjergene hele tiden skifter farve. Fra dyb, mættet grøn til blålig transparent - fra nær til fjern. Ikke et øjeblik er landskabet det samme, og på samme måde skifter temperaturen hele tiden var køligt frisk til fugtigt varm.
Tøserne var helt optaget af at fange skyer, spotte sommerfugle og kigge efter indianere. Ja, for det kalder vi (ganske politisk ukorrekt) Ngöbe-Buglé-folket, som bor og arbejder her i plantagerne. Ngöbe-Buglé-folket er en sammensmeltning af to oprindelige befolkningsgrupper, som har fået deres eget "selvstyre" inden for en bestemt region. Jeg ved nu ikke helt hvor meget de styrer, for lige så smukke, som de er, lige så tvivlsomme forekommer deres fremtidsudsigter. De arbejder i markerne for de velhavende kaffeproducenter. De skulle efter sigende være eminente kaffeplukkere, og her bruges ingen maskiner - kun de bare hænder - når de røde kaffebønner skal høstes.
Ngöbe-Buglé-folket bor i små fattige skure rundt omkring i kanten af markerne. Hele familier stuves ind i ét rum, hvor alle sover i én høj seng, mens hunden, katten, maden, tøjet og alt det andet hører hjemme i gulvhøjde. I huset på billedet herover bor der fem familier, en for hver dør. Og det er bestemt et af de pæne domiciler. Andre er regulære blikskure, hvor røgen fra madlavningen står ud af de skæve huller mellem blikpladerne, og hvor hanen og hunden tramper rundt på pladsen foran skuret. Børnene og mødrene myldrer omkring og laver mad, klipper hår, går på toilettet og leger, mens mændene er i marken. Skolegang er et ganske ukendt fænomen blandt Ngöbe-Buglé-børnene, selv om lokalstyret prøver at motivere dem til at møde op til undervisningen. Man forstår godt de praktiske forhindringer. De bor på bjergsiderne langt fra skolerne og har ingen transportmidler ud over deres ben. Så de mange unge analfabeter har ikke udsigt til andet end at arbejde i markerne som deres forældre og få et hav af børn, der leger i mudderet mellem hunden og hanen. Og det er der sådan set ikke noget som helst i vejen med. Slet ikke i disse øko-klima-tider. Problemet er at kontrasten til de øvrige panamanere, bliver større og større dag for dag. De panamanske unge sludrer i mobiltelefoner, ser musik-tv, taler engelsk, uddanner sig, laver business, køber biler og bygger huse. Og oppe på bjergsiderne, uden strøm og kloakering, bor så deres kommende hushjælpere, gartnere og markarbejdere. En decideret underklasse, er der tale om.
På vores vej gennem landskaberne kom vi også forbi et vandfald, som Sofia og Jakob selvfølgelig skulle og ud dyppe sig i. Og da vi den næste dag kørte ud for at finde nogle varme kilder var den største attraktion faktisk den kælne spidermonkey, som allerhelst ville hænge omkring halsen på Jakob.
Marie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar