fredag den 8. januar 2016

Sidste stop

Vi har netop taget hul på den sidste uge af vores rejse. På næste onsdag sætter vi os i flyet mod Singapore og mister 12 timer på vej mod Europa således at vi lander torsdag morgen ved 6-tiden. Bedste vil være der og tage imod os. Det er dejligt. Vi er nok alle meget smadrede efter dem lange rejse og jeg tror hun har tænkte sig at hygge lidt om os. 
Vi er nu nord for Auckland. Har haft dårligt vejr et par dage og blev forsinket af at ALLE turister i NZ åbenbart skal besøge Hobbitten movie set i Matamata. Vi måtte vente en dag på at få billetter men det var det værd. En hel lille miniby med 20-25 rund-dørede hobbithuller skåret ud i de grønne skrænter. Rolling hills som de meget passende kalder dem. Der er bakker, hobbithuller, gadekær og træer i sigte. Intet andet der kan afsløre den moderne civilisation omkring kulisse-byen. Meget fascinerende at trave rundt i (selv sammen med 3000 andre turister på een dag). 
Turens sidste stop hedder Russel Top 10 Holiday Park. Lyder det bekendt? Ja det er søsteren til Motueka top 10 på sydøen, som pigerne var så vilde med. Her skal vi tilbringe de sidste 5 nætter inden vi tager til Auckland og afleverer bilen og sover i en rigtig seng inden afrejsen. Vi er alle ved at være modne til hjemrejsen (undtagen lige Sofia, hun har tænkt sig at blive udvekslingsstudent i NZ). Jeg glæder mig til at læse en avis igen, klæde mine børn i noget rent tøj og sove i en rigtig seng. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar