Julen reddet af en gigantisk hoppepude

På trods af vores bøvl med regnvejr og sandfluer, så havde vi en forryende jul. 

Efter at have krydset Arthurs' Pass, inspiceret Franz Joseph Glacier og grillet bananer med chokolade over lejrbålet ved Nelson Creek, besluttede vi at trille ind på Motueka Top 10 Holiday Park. Her skulle vi holde pause og holde jul. 

Og hvilken jul. Vi fik bagt cupcakes i lange baner og lavet BBQ-kylling med brune kartofler og panacotta til dessert. Pigerne opfandt en forret - tun i æg i salat - som de stod for. Og efter middagen spillede vi pakkeleg i solnedgangen med bordet fint pyntet med minijuletræ og adventskrans med lys i. Der var også rigtige gaver under juletræet og sikke en kreativitet rejsebegrænsningerne kan fostre. Jakob og jeg fik begge et gavekort til Sofias Spa i julegave og fra Kamille fik vi et gavekort til en lækker morgenmad. Begge dele er allerede indløst og vi har nydt en brunch med udsøgt lemoncurd og en spa-behandling med hårnus, håndmassage og manicure (Jakob spang over neglelakken men mine negle er dejligt sommerpink lige nu). 

Men julen var ikke det bedste på Top 10. Det bedste var swimmingpoolen, boble-badet, legepladsen og den gigantiske hoppepude hvor hele campingpladsens børn mødtes fra morgen til aften. Og der var ikke så få danskere imellem, hvilket kun gjorde det hele endnu bedre. 

Jakob og jeg fik mod stor protest organiseret en vandretur i Abel Tasman nationalpark, som er et lille naturligt vidunder med turkisblåt havvand og venlig tropisk skov med velholdte gangstier. Vi blev sejlet langs kysten et stykke vej, blev sat af på en smuk sandstrand og vandrede dernæst 5-6 kilometer til den næste bugt, hvor der  var en lækker natur-luksus-lodge, hvor vi kunne nyde tiramisu, hindbærbrus og iskaffe i skyggen mens vi ventede på den næste båd, der skulle tage os med retur. 

Camping-krise

Der vil komme kriser. Det har vi vidst hele tiden. Og vi har overvundet små barrierer undervejs. Men den første rigtige krise kom nok, da vi fik vores campervan. 

Det har hele tiden været en eksotisk drøm med et rullende hjem vi kunne køre ud i New Zelands pittoreske afkroge. Pigerne skulle sove over førerhuset. Det har de besluttet for flere år siden. Og Jakob skulle lave lækre middage køkkenkabinen. Vi ville trække en flaske vin op og nyde udsigten over idyllisk sø mens solen gik ned. Sådan var drømmen. 

Realiteten er, at det er pænt hårdt at køre i campervan. Der er ingen plads til din bagage. Alt skal stuves af vejen og skabene skal låses af, inden man kører nogen steder. Man gokker kontant hovedet op i et eller andet, der er placeret for lavt, og bilen rasler som et russisk bæltekøretøj når den er i bevægelse. 

Læg dertil nogle velholdte men meget snoede veje, et temmelig omskifteligt vejr, nogle aggressive sandfluer og en baby der lige er begyndt at sidde i højstol. Så bliver familielivet sat på prøve. 

Jeg har sjældent hørt mig selv tale med så store bogstaver dagen lang. Og jeg har sjældent hørt Kamille sige undskyld så mange gange: "mor, når vi er på campingferie er I mere stressede og så skynder jeg mig at sige undskyld så snart der sker et eller andet". Det hører også til sjældenhederne at Jakob er SÅ indebrændt lillejuleaften...

Men sandheden er, at New Zealand er lige så udfordrende som det er smukt, og Wickmann Elkjær skulle lige have knækket camper-koden. Men nu har vi en opskrift og vi tror på solskin og medvind resten af vejen. 

Camper-koden

Regel #1: 

Man laver ikke mad i camperen. Man spiser ikke i camperen. Man bader ikke i camperen og man tisser ikke i camperen. Man kører i camperen og man sover i camperen. Resten foregår på de aldeles glimrende camp-sites, der ligger spredt ud over New Zealand og som altid har plads til en til. Selv i højsæsonen.  

Regel #2: 

Man køber myggespray med 40% DEET. Og man går med lange bukser, sko og strømper, når man er i nærheden af vand, græs og skov - særligt på vestkysten af sydøen. 

Regel #3:

Man veksler mellem natur og civilationen. Hverken camperen eller campisterne kan klare mere end 2-3 dage uden strøm. 

Regel #4:

Man er i konstant - men kontrolleret - bevægelse. De fleste turist-campister bryder op hver dag, for de har en hel masse de skal nå at nyde. Vi mener 2 dage hvert sted må være opskriften, så man hverken går i stå eller går glip af alt det gode. 

Kongeriget Queenstown

At komme til Queenstown var som at lande i et eventyr. Fra flyveren så vi en lille by omkranset af bjerge og en turkis canyon, som Kamille straks besluttede at hun ville sejle på. Landingsbanen var kort og opbremsningen tilsvarende hård. Kun få maskiner stod linet op i solen med bjerge som bagtæppe. Ankomsthallen var en smuk udstilling af kvalitetskaffe og outdoor-udstyr. Men hvorfor solgte de dog strikhuer og handsker her midt om sommeren? 

Vi var heldige at lande i New Zelands "adventure capital" på klar solskinsdag og pigerne løb nok 10 gange rundt i stuen da de så udsigten fra vores nye lejlighed. Dybblå Lake Wakatipu lå lige foran os, og lige meget om man valgte altanen på første sal eller den i stuen, så var der kongelig udsigt så langt øjet rakte. 

Pigernes glæde blev uden tvivl forstærket af, at de havde eget soveværelse med to separate senge plus eget badeværelse. 

"Mor, der er FEM badeværelser i den her lejlighed. Det er virkelig luksus," konstaterede Kamille. Og hun havde ret. Vores lejlighed - som om vinteren var en skilejlighed - havde både køkken, stue, to soveværelser, fem badeværelser (fordi toilet og brus er separat), to balkoner og et tørrerum! Hvad mere kan man bede om, når man er en storfamilie på rejse. 

Og som prikken over i'et tryllede receptionen en barnestol frem til Klara, som nu har fået den alder hvor hun vil sidde selv. Og spise selv. Der blev fortæret meget kogt broccoli i den stol. 

Ligesom der blev drukket en del glas vin på den balkon. Lige indtil solskinsvejret blev afløst af ruskende regn, der efterlod den fineste sne på bjergene omkring os. 

Kongerige Queenstown skiftede ham for øjnene af os men det gjorde det kun smukkere. 

Vi fik meget ud af vores fem dage i Queenstown selv om vi SAGTENS kunne have brugt mere tid. 

Byen er er oveflødighedshorn af aktiviteter og det var svært at begrænse sig. Men dag 1 tog vi gondolen til byens top og lod pigerne køre i "The Skyline Luge" en slags go-cart på en down-hill bane, der var anlagt til børn og kinesere. Kors hvor er der mange kinesere i det her land. De må stå for 90% af turismeindtægterne. Jeg havde fundet et bord i skyggen oppe ved Lugen, hvor jeg sad med Klara og kiggede på tøserne der kom susende forbi. Der var masser af borde men kineserne ville åbenbart også gerne have en plads i skyggen for pludselig var vi omringet af en stor kinesisk familie der ikke talte et ord engelsk ud over Shanghai, men som gerne ville snakke med min baby. Hun tog bedstefaren med det elegante tøj og de tobaks-sorte tænder om fingeren, og vakte selvfølgelig stor begejstring. 

På dag 2 sejlede Jakob og pigerne i jet-båd på den canyon som Kamille havde udset sig fra luften. Klara og jeg tog en travetur op på Queenstown hill, hvor vi blev belønnet med mere udsigt. 

På dag 3 gjorde vi det "som alle kommer til Queenstown for," mente receptionisten. Vi tog den lange køretur syd om bjergene og ud til Milford Sound, som er den mest berømte fjord i New Zealand. Dels på grund af dens næsten magiske, dramatiske skønhed. Dels fordi den har været kulisse for adskillige scener i Perer Jacksons Hobitten. Og man forstår godt, hvorfor han valgte netop dette sted til sit eventyr. Fjorden er smal og på begge sider tårner stejle bjergvægge sig op. Der ligger skyer omkring toppene og hundredevis af vandfald driver ned af klippevæggene. 

Vi så fjorden fra en mindre båd, der sejlede helt hen til et af vandfaldene, hvor vores modige piger lod sig overdænge med kaskader af vand. Derefter hen til "seal rock" hvor 10-12 søløver dovnede i det noget sparsomme dagslys. Og endelig ud til fjordens åbning mod det tasmanske hav, hvor Captain Cook havde sejlet forbi hele tre gange uden nogensinde at opdage den godt skjulte, naturlige havn, som Milford Sound udgør. 

På dag 4 slentrede vi langs smukke Lake Wakatipu ned til byen, hvor vi fik kaffe og cupcakes og forberedte os mentalt på at forlade turens foreløbige højdepunkt. 

Campervan med kravlegård

Det er vores første dag i autocamper. Vi er vågnet op til en smuk udsigt til flod bjerge og et enkelt, meget langt vandfald, der snor sig ned ad bjergsiden. Pladsen her ved Arthurs pass er fin og meget veldrevet. Vi har gode faciliteter og har det hele for os selv. Klara har fået en højstol for nu vil hun sidde med ved bordet og guffe sine egne ting. Tomater, gryderet for babyer, grød med bærkompot osv. Hun sidder lige nu i sin stol og er vældig godt tilfreds og har tomat ud over det hele. 

Vi havde en lang transportdag i går og tager en hviledag i dag. Vi har fået indrettet camperen fint og det er utroligt hvad man kan få ud af sådan en Ford transit. Pigerne har soveværelse over førerhuset. Jakob, Klara og jeg sover i en dobbeltseng bagest, som fungerer som kravlegård om dagen. Og i midten er der toilet med bad og køkken og spisekrog. Og plads til klaras stol! 

I morgen kører vi sydpå mod Franz Josef glacier og så må vi se hvor vi finder på at overnatte.