lørdag den 2. januar 2016

Alpinister i Frodos fodspor

Der er ingen tvivl om at New Zealands turisme har haft kæmpe fordel af Ringenes Herre. Antallet af besøgende er steget med 50% siden 2001, hvor den første film havde premiere og turisme er nu NZs næststørste exportindustri - lige i hælene på mejeriprodukter. 

Det forstår vi til fulde. Det er en suveræn motivationsfaktor for børnene at kunne møde Bilbo, Frodo og Elron på vores rejse gennem landet. Hvor vi end kommer frem, er der et vandfald, en skov eller en dal som har dannet kulisse for filmene, og New Zealænderne er heldigvis ikke blege for at tage os backstage og retro-iscenesætte produktionen. 

I Milford Sound var det de aldeles magiske vandfald, som havde dannet baggrund for elvernes dal. 

Ved smukke Pelorus Bridge "tubede" vi på floden hvor dværgene sejler i tønder i Hobbitten 2. 

Og i Kaitoke Regional Park kunne vi vandre igennem Kløvedal, mens vi mødte hobbitter, elvere og troldmænd på stierne omkring os. På skilte godtnok, men det virkede ikke mindre stimulerende på kreativiteten. Både far, mor og børn tossede rundt som en anden elver-familie igennem den i øvrigt betagende tropiske skov. 

Tongario National Park - som vi besøgte efter Kaitoke - har lagt landskaber til de fleste optagelser i landet Mordor. Fra vores campsite havde vi udsigt til den vulkan, som i filmen er blevet til Mt Doom, hvor Frodo skal destruere ringen. 

Om det var identifikation med den modige hobbit eller lutter eventyrlyst, vides ikke, men pigerne klarede sammen med Jakob en af New Zealands mest berømte og krævende dagsture gennem alpint landskab, Tongariro Crossing. 

De stod op uden brok kl 5.00 om morgenen den 31. december, spiste en god portion havregrød og steg ombord på shuttlebussen ud til trail-headet sammen med de andre alpinister. Seriøse europæere med seriøst udstyr. Og så Sofia og Kamille i kondisko. Og Jakob selvfølgelig. De klarede de 19 km over vulkanske bjergrygge i flot stil og kom hjem kl 15.00 i godt humør. Stolte og lidt trætte. Kamille skulle lige have en lur og et bad. Men så var de også klar til nytårsmiddag i det fri og børnechampagne under stjernerne. Godt gået tøser! Og godt nytår! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar