lørdag den 28. november 2015

Klara og kænguruen



Det kan være langt at tilbagelægge flere hundrede kilometer med en baby i bilen. Så vi knækker de lange ture over på midten og holder en god lang frokostpause.
Denne gang passede det med at vi kunne holde picnic i Billabong Koala Care midtvejs mellem Bellingen og Port Stephens. Heldigt nok for jeg (marie) havde stadig hverken fodret kænguruer eller klappet koalaer, og det hører jo med til en australsk oplevelse.

Og vi fik fik valuta for pengene. Vi havde kangurufolden for os selv, og der var både kænguruer med noget der lignede vinterpels og vældigt nysgerrige bløde wallabier, som Klara fik lejlighed til at klappe. Hun stak selvfølgelig klør fem i munden straks efter at have klappet dyret og jeg satte min lid til at modermælken ville holde hende fri for trælse sygdommen. Det ser ud til at virke...
WNu er vi så nået frem til hostel nummer to hvor vi har egen "cabin" og fælles køkken i det fri under eucalyptustræerne. Det er vældigt hyggeligt men der er lidt for mange myg, så vi må finde på noget sjovt at lave i morgen.

torsdag den 26. november 2015

Fem delfiner og en vandrutchebane

I dag er det Klaras 6 måneders fødselsdag. Det har vi fejret med pandekager til morgenmad og en sød gave. Det er også mormors fødselsdag så i aften tænder vi et lys for hende.

Vi er i Port Stephens, som de selv kalder "dolphin capital of Australia". Her er meget smukt. Port Stephens er en indsø hvor 150 delfiner holder til, og hvor pukkelhvalerne kommer for at få unger i vinterhalvåret (det australske). Hvalsæsonen er slut for i år men delfinerne er her endnu. Det så vi med egne øjne på vores delfincruise med indbygget vandrutchebane og svømmenet.

 

 

5-8 delfinerne legede omkring båden mens 70 asiater og familien Elkjær tog billeder. Det var sødt og hyggeligt. Da delfinerne blev trætte af at lege hejste besætningen svømmenettet ned i vandnet og åbnede for vandrutsjebanen. Så kom backpackerne ned fra soldækket, smed shortsene og hoppede i vandet sammen med Jakob, Sofia og Kamille. Det var topfedt!

Derudover var Port Stephens 42 graders varme og fantastisk smukt. En bugt fuldstændig skærmet af halvøer med bakker og fyldt med rækker af perfekte bugter med lokkende sandstrande. Og det blev også til en tur i miniørken hver aften - sand er fremragende underholdning.

 

mandag den 23. november 2015

Sydover

 
Kl 19.45 startede et kor af frøer og græshopper, som når en gnist antænder en steppebrand. Først var der helt stille og på ganske få sekunder besluttede alle dyrene sig for at gå i gang med deres aftensang.

Vi er ankommet til Bellingen, der ligger et godt stykke sydpå i forhold til Lamington, som vi forlod i morges kl 06.30. Vi tog den pittoreste rute som vitterligt var smuk - den snoede sig gennem frodigt landbrugsland af den slags, hvor palmer heste og økologisk honning er mere dominerende end kvægdrift.

Klara sov tungt og pigerne havde et lykkeligt gensyn med deres iPads så vi fik tilbagelagt det meste af den seks timer lange tur før frokost. Og uhm, sikke en lækker frokost med øko-veggie-yummy-wholefood, som vi kunne støve op midt ude i "the hinterland", som de kalder landet mere end 30 km fra kysten.

Når vi kører gennem Australien har vi en oplevelse af at Californien møder Texas. Her er både storbyøkologisk og jovialt texansk. Og faktisk er det her vi møder dyrene - en lokal Python holder til i haven, og verdens største flagermuse kommer ud ved mørkets frembrud.

Dagene i Lamington National Park var dog noget helt særligt. Et regnskovsretreat, hvor det næsten ikke var til at komme til for papegøjer, og hvor wallabees græssede hyggeligt omkring os.

Vi gik tur på Australiens første trætop-hængebro, og pigerne fik prøvet at køre zip-line (svævebane) gennem regnskoven.

 

Vi besøgte også stedets signatur-vandfald og badede i pool med udsigt over bjergene. Og vi drak drinks i o'Reillys solnedgangsbar, hvor en charmerende bartender tryllede med shakeren til glæde for både børn og voksne.

Det er slut med resorts og retreats for denne omgang. Ikke mere luksus for den femogtyveøre. Vi har indlogeret os på er hostel, som er drønhyggelig og har udsigt over flod og bjerge. Her møder vi ikke længere weekendgæster fra Sydney eller empty-nesters fra Europa. Her møder vi langtidsrejsende med flere kontinenter på rejseplanen. Og det venskabelige "How are you?" - som australierne bruger ved ethvert møde - er erstattet af lidt europæisk mumleri. Men, som vi kender det derhjemmefra, er folk jo flinke, når man først får hul igennem, og i dag sludrede vi lidt med en sød, fransk familie på jordomrejse, der også har lagt vejen forbi Bellingen.

Nu et det mørkt. Cikadekoret har skruet ned for volumen og månen er tæt på at være fuld. Ude over bjergtoppene raser et uhørligt uvejr imellem skyerne. Og under os pusler to søde dyr, som vi mener må være possums. Store ører, store øjne og tykke lår. Australiens vaskebjørne?

Godnat herfra,

Marie

 

 

 

fredag den 20. november 2015

Lamington National Park - hard to get to

Det var med svedige fingre på rattet at jeg styrede vores firehjulstrækker op ad den snoede vej mod o'Reileys Rainforest Retreat i Lamington national park i dag.

35 km på landevej, det kan højst tage en halv time tænkte jeg. Men jeg tog fejl.

Snart snævrede vejen ind og blev til eet spor, der snoede sig gennem hårnålesving og omkring eroderede bjergvægge. For hver 100 meter stod der et nyt advarselsskilt. Blind curve. Falling rocks. Be prepared to stop. No passing. Og så forfra igen. Blind curve... Som om de bare ville holde os vågne

Bevoksningen blev tættere - og smukkere - og snart kørte vi gennem høje slanke træer, der formede en slags korridor omkring os.

Børnene opførte sig heldigvis eksemplarisk og efter en time var vi fremme uden skrammer.

Og stedet er køreturen værd må man sige. En smukt beliggende lodge med værelser der alle har udsigt over regnskov og tågede bjerge og en helt fantastisk solnedgang.

Her fik Jakob og jeg en drink mens Sofia og Kamille gav Klara aftensmad. En arbejdsdeling der var til at leve med.

Ja Klara er nu blevet så stor at hun spiser mos flere gange om dagen, og i dag sad hun for første gang alene i en højstol (hurra for ikea).

Jakob mener at han skal ud på 10 km trailrun i morgen tidlig. Vi andre skal på fugletur. Lyder det harmonisk?

tirsdag den 17. november 2015

Gili - en kort fornøjelse

Jakob havde kørt med en chauffør, hvis fætter havde en båd, der sejlede til Gili øerne. I konkurrence med alle de andre selskaber, der sejler til Gili-øerne på nøjagtig samme tidspunkt hver dag. Fætterens båd havde aircondition og plads til 120 mennesker. Så det lød jo meget overbevisende. Det kostede kun det halve, men vi lod os ikke skræmme. Ikke før vi stod på kajen sammen med en horde af backpackere, der alle sammen kæmpede om at komme først ned i det hul, der mest af alt lignede en sikkerhedsfælde. En garanteret drukne-ulykke. Hvordan kan man som ansvalig forælder genne sine børn derned? Det gjorde vi og satte os ved et stort vindue, hvor man i det mindste kunne komme ud, hvis det værste skulle ske. Klaras medbragte redningsvest lå øvert i tasken. Parat til brug. 
Heldigvis gik turen uden problemer. 1,5 time i høj hastighed hen over strædet mellem Bali og Gili. Men det var afsindigt varmt og pigernes fine vifte blev brugt flittigt. 


Ankomsten var ikke mindre kaotisk. 50 tasker ud af den lille luge og derefter 50 mennesker. Men det også det gik, som det jo gør hver dag. Og vi var ankommet til Gili.


Gili øerne består af tre små øer, Gili Meno, Gili Air og Gili T (som de lokale kalder den). Hver ø har sandstrand hele vejen rundt, er bevokset af palmer og er omgivet af (et slidt) koralrev. Der er ingen biler på øerne, kun hestevogne, som nogen finder charmerende, andre kalder dyreplageri. Vi synes nu hestene så relativt velnærede og tilfredse ud, og i øvrigt havde vi ikke noget valg. Vi havde tre børn og fem kufferter der skulle frem. Så vi hyrede en hestevogn, der kun lige havde plads til bagage og fire femtedele af familien. Det var et ømt syn at se Jakob løbe efter vognen gennem støvet...


Vores pensionat hedder Sayang Mama Inn og er et fint sted med god valuta for pengene. Kun 200 kr per værelse per nat. Vi havde værelser på første sal og en hyggelig balkon at sidde på. Alt var rent og velholdt, og der var i princippet ikke noget at klage over. Ikke ud over at Gili øerne holder stort set samme temperatur døgnet rundt, og det vil sige at når Klara slog øjnene op kl 06.30 så var det allerede næsten for vamt at gå nogen steder hen. 

Så dagene på Gili blev en jagt på skygge og brise, og det kan man sagtens finde. Alle restauranter ligger i vandkanten og de fleste har palmetag over de hyggelige lounge-inspirerede sofaarrangementer, hvor man kan få serveret sine drinks og måltider. Meget babyevnligt!



Det, man også lige skulle vænne sig til på Gili og på Bali generelt, var at få snuppet sin baby. Enhver kvindelig tjener ville komme hen og dikke og spørge hvad babyen hed og alt efter dannelsesniveauet, ville hun så enten bare stikke af med guldklumpen eller spørge først. Derefter hen til de andre tjenere og dikke og så frem med mobiltelefonen og fotografere sig selv med babyen. Klara fandt sig utroligt nok i det, og jeg vænnede mig også til det hen ad vejen. Klaras abolut bedste ven blev Rini, som arbejdede på Bloo Lagoon og som hver morgen modtog Klara med dik og snak og kram. 




Vores besøg på Gili Air blev en kort og intens oplevelse. Der var simpelthen for varmt til at det var sjovt for og med en baby. På turen hjem fik vi opgraderet til et andet bådfartsselskab og vi følte os tryggere til mode. Så meget at Jakob og Kamille sad på toppen af båden mens den ræsede tilbage over bølgerne til dejlige Bali.