torsdag den 31. december 2015

Julen reddet af en gigantisk hoppepude

På trods af vores bøvl med regnvejr og sandfluer, så havde vi en forryende jul. 
Efter at have krydset Arthurs' Pass, inspiceret Franz Joseph Glacier og grillet bananer med chokolade over lejrbålet ved Nelson Creek, besluttede vi at trille ind på Motueka Top 10 Holiday Park. Her skulle vi holde pause og holde jul. 

Og hvilken jul. Vi fik bagt cupcakes i lange baner og lavet BBQ-kylling med brune kartofler og panacotta til dessert. Pigerne opfandt en forret - tun i æg i salat - som de stod for. Og efter middagen spillede vi pakkeleg i solnedgangen med bordet fint pyntet med minijuletræ og adventskrans med lys i. Der var også rigtige gaver under juletræet og sikke en kreativitet rejsebegrænsningerne kan fostre. Jakob og jeg fik begge et gavekort til Sofias Spa i julegave og fra Kamille fik vi et gavekort til en lækker morgenmad. Begge dele er allerede indløst og vi har nydt en brunch med udsøgt lemoncurd og en spa-behandling med hårnus, håndmassage og manicure (Jakob spang over neglelakken men mine negle er dejligt sommerpink lige nu). 

Men julen var ikke det bedste på Top 10. Det bedste var swimmingpoolen, boble-badet, legepladsen og den gigantiske hoppepude hvor hele campingpladsens børn mødtes fra morgen til aften. Og der var ikke så få danskere imellem, hvilket kun gjorde det hele endnu bedre. 

Jakob og jeg fik mod stor protest organiseret en vandretur i Abel Tasman nationalpark, som er et lille naturligt vidunder med turkisblåt havvand og venlig tropisk skov med velholdte gangstier. Vi blev sejlet langs kysten et stykke vej, blev sat af på en smuk sandstrand og vandrede dernæst 5-6 kilometer til den næste bugt, hvor der  var en lækker natur-luksus-lodge, hvor vi kunne nyde tiramisu, hindbærbrus og iskaffe i skyggen mens vi ventede på den næste båd, der skulle tage os med retur. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar