Alle elsker Bay of Islands

Udsigten fra Russell Top 10 Holiday Park, luxury campervan site #13, er ikke til at klage over. En turkisblå bugt med masser af sejlere og en enkelt parasailer på himlen over dem. Bag bugten grønne bakker med spredt bebyggelse. Og lige nedenfor os byen Russell, der med sine mange træhuse i kolonistil vidner om, at det var her briternes eventyr i Aotearoa begyndte. Aotearoa betyder "den lange hvide skys land". Og det var sådan høvdingens kone ifølge sagnet benævne området, da polyneserne i 1200-tallet kom sejlende hertil i lange, ornamenterede kanoer. 

Polyneserne, der senere blev til Maorierne, bosatte sig over det meste af New Zealand men var særligt glade for det milde og frodige klima omkring Russell. 

De gav derfor kolonialisterne et seriøst modspil før de i 1840 underskrev the Treaty of Waitangi, som gav Maorierne fuld ret til deres land, til gengæld for at de anerkendte den britiske krones suverænitet. Traktaten anses i dag som New Zealands grundlæggende dokument og der bliver refereret aktivt til den i både politik og turisme. 

Maorierne er et af de oprindelige folkefærd i verden, der har klaret sig bedst siden europæernes erobringstogter begyndte. De havde en stærk, krigerisk kultur - og holdt sig ikke tilbage for at spise deres fjender. Faktisk kunne fjendens kød give dem en spirituel magt og prestige, hvilket briterne fik at føle, da en Maori stamme i 1809 dræbte og fortærede 70 europæerne om bord på skibet Boyd som hævn for, at kaptajnen havde pisket en ung Maori høvding. Maorierne fik således sat sig i respekt og fik forhandlet sig til - relativt set - gode forhold i Waitangi traktaten 31 år senere. 

Maorierne er synlige i hverdagens New Zealand, deres sprog bruges officielt på al skiltning og de har fire faste pladser i parlamentet. 

Maori kultur spiller en central rolle i New Zealands turisme og omkring Rotorua kan man besøge op til flere landsbyer og opleve Maoriernes kultur og natur, som den ser ud i dag. 

Vi besøgte området Te Puia, hvor den vulkanske jord skaber boblende mudderhuller, svovlholdige søer og en sprudlende gejser. Alt sammen blev brugt af maorierne i den almindelige husholdning. Fang fisk i den kolde del af åen og kog den i den varme. Tilbered grønsagerne i boblende mudder. Og nedsænk dit kriger-legeme i den helbredende sø. Altsammen meningsfuldt og fascinerende, når man oplever konteksten. 

Vi så også Maoriernes optrædender, som i den grad illustrerer hvor influeret den oprindelige kultur er blevet af europæerne. 12-tone-skalaen, guitaren og treklangen har indfundet sig så det sine steder klinger af amerikansk gospel-kor. Men krigsdansen var helt fænomenal og viste den styrke og rædsel  maorierne har ønsket at demonstrere. Vilde tramp, klask på brystkassen, tungen langt ud af halsen og vidt opspærede øjne. Sikke en forestilling! 

Men alt det er langt væk, når man sidder her i parcel-strædet på sin campingplads og kigger ud over Bay of Islands sammen med alle de andre luxus-campister. 

Det er vores tredjesidste dag på rejsen og Sofias 11 års fødselsdag. Vi har fejret det med hjemmebagt hindbærtærte og pizza i strandkanten. Russell tager kegler som hyggelig, pittoresk feriedestination. Børnevenlig badestrand, masser af sejlere, dejligt vand og stilfulde cafeer i strandpromenadens skygge. Intet i New Zealand er for flashy. Her er simpelthen ikke nok rigdom. Selv de mest mondæne destinationer forbliver tilgængelige og behagelige. Og det nyder vi godt af her i New Zealands Skagen. 

I morgen på vandet i en katamaran for at spotte delfiner. Og så mod Auckland for at gøre klar til afrejsen onsdag. 

Sidste stop

Vi har netop taget hul på den sidste uge af vores rejse. På næste onsdag sætter vi os i flyet mod Singapore og mister 12 timer på vej mod Europa således at vi lander torsdag morgen ved 6-tiden. Bedste vil være der og tage imod os. Det er dejligt. Vi er nok alle meget smadrede efter dem lange rejse og jeg tror hun har tænkte sig at hygge lidt om os. 

Vi er nu nord for Auckland. Har haft dårligt vejr et par dage og blev forsinket af at ALLE turister i NZ åbenbart skal besøge Hobbitten movie set i Matamata. Vi måtte vente en dag på at få billetter men det var det værd. En hel lille miniby med 20-25 rund-dørede hobbithuller skåret ud i de grønne skrænter. Rolling hills som de meget passende kalder dem. Der er bakker, hobbithuller, gadekær og træer i sigte. Intet andet der kan afsløre den moderne civilisation omkring kulisse-byen. Meget fascinerende at trave rundt i (selv sammen med 3000 andre turister på een dag). 

Turens sidste stop hedder Russel Top 10 Holiday Park. Lyder det bekendt? Ja det er søsteren til Motueka top 10 på sydøen, som pigerne var så vilde med. Her skal vi tilbringe de sidste 5 nætter inden vi tager til Auckland og afleverer bilen og sover i en rigtig seng inden afrejsen. Vi er alle ved at være modne til hjemrejsen (undtagen lige Sofia, hun har tænkt sig at blive udvekslingsstudent i NZ). Jeg glæder mig til at læse en avis igen, klæde mine børn i noget rent tøj og sove i en rigtig seng. 

Alpinister i Frodos fodspor

Der er ingen tvivl om at New Zealands turisme har haft kæmpe fordel af Ringenes Herre. Antallet af besøgende er steget med 50% siden 2001, hvor den første film havde premiere og turisme er nu NZs næststørste exportindustri - lige i hælene på mejeriprodukter. 

Det forstår vi til fulde. Det er en suveræn motivationsfaktor for børnene at kunne møde Bilbo, Frodo og Elron på vores rejse gennem landet. Hvor vi end kommer frem, er der et vandfald, en skov eller en dal som har dannet kulisse for filmene, og New Zealænderne er heldigvis ikke blege for at tage os backstage og retro-iscenesætte produktionen. 

I Milford Sound var det de aldeles magiske vandfald, som havde dannet baggrund for elvernes dal. 

Ved smukke Pelorus Bridge "tubede" vi på floden hvor dværgene sejler i tønder i Hobbitten 2. 

Og i Kaitoke Regional Park kunne vi vandre igennem Kløvedal, mens vi mødte hobbitter, elvere og troldmænd på stierne omkring os. På skilte godtnok, men det virkede ikke mindre stimulerende på kreativiteten. Både far, mor og børn tossede rundt som en anden elver-familie igennem den i øvrigt betagende tropiske skov. 

Tongario National Park - som vi besøgte efter Kaitoke - har lagt landskaber til de fleste optagelser i landet Mordor. Fra vores campsite havde vi udsigt til den vulkan, som i filmen er blevet til Mt Doom, hvor Frodo skal destruere ringen. 

Om det var identifikation med den modige hobbit eller lutter eventyrlyst, vides ikke, men pigerne klarede sammen med Jakob en af New Zealands mest berømte og krævende dagsture gennem alpint landskab, Tongariro Crossing. 

De stod op uden brok kl 5.00 om morgenen den 31. december, spiste en god portion havregrød og steg ombord på shuttlebussen ud til trail-headet sammen med de andre alpinister. Seriøse europæere med seriøst udstyr. Og så Sofia og Kamille i kondisko. Og Jakob selvfølgelig. De klarede de 19 km over vulkanske bjergrygge i flot stil og kom hjem kl 15.00 i godt humør. Stolte og lidt trætte. Kamille skulle lige have en lur og et bad. Men så var de også klar til nytårsmiddag i det fri og børnechampagne under stjernerne. Godt gået tøser! Og godt nytår!