I gauchoens skygge

På vej ud i bjergene til vores hus

Vores julehus oversteg alle forventninger, og julen var magisk. Ranchen Ranquilco ligger stort set så langt væk fra den daglige civilisation, som man kan komme på de her kanter. 2 timer på grusvej førte os til en lille landsby inde i Andesbjergene. Derfra gik turen videre i 2 timer med 4-hjulstræk på et hjulspor, der førte op i højderne til kanten af en dal, hvor en flod bugtede sig langt nede. Her ventede 3 gauchoer med de heste, som skulle føre os til vores hus.

Vi fik lastet vores ting på muldyr og så gik turen nedad. Ranquilcos hovedhus var fyldt, så vi havde i stedet fået lov til at leje Trocoman-hytten, som ligger lidt længere nede af floden ca 45 minutters ridt fra hovedhuset. Et køligt adobehus omgivet af kirsebærtræer og de 50 meter høje statelige træer, der plantes ved stort set hvert lille skur i bjergene for at give skygge for den ubarmhjertige sol. Huset selv var fyldt med en helt særegen blanding af klassiske engelske møbler og gaucho-udstyr. Superhyggeligt og fuldstændig isoleret bortset fra en meget fåmælt og meget lidt aktiv gaucho i en hytte ved siden af.

Muldyrene pakkes på toppen af passet

Støvet blander sig med aftenlyset på vej ned i dalen

Det lille hus ved floden

Ægtesengen

Det var en overraskelse for os, at der ikke var strøm og i starten heller ikke gas til komfuret. I stedet var der ild. Ildsted i køkkenet til at lave mad på. Ildstedet i badeværelset for at varme vand. Bål uden for om aftenen i stedet for elektrisk lys. Lige pludselig forstod vi det simple liv. Mulighederne for planlægning, kommunikation, underholdning osv. døde med computeren. Der var et minimum af aktiviteter og ingen mulighed for indkøb. Men til gengæld var der nærvær i de små projekter og i selve det at få tingene til at fungere på den primitive måde. 

At lave julegodter og kager får en helt ny dimension, når det skal foregå over åben ild. Det er langt sjovere at lave aftensmad, når råvaren er et gedebagben, der skal steges på ildstedet. Og jeg blev fanget af fluefiskeriet og den umulige kamp om at få landet ørrederne med en papirstynd line stående midt i den rivende strøm.

Marie og udsigten fra hytten

Aftensmaden - Gedelår over åben ild. Endnu et argentinsk kødorgie

Juletræet er klart til at blive sat op

Vi bager julekager - med lidt blandede resultater

Alt sammen i et et barskt og ubønhørligt landskab, hvor solen lukker ned for al aktivitet fra sen formiddag til tidlig aften, og hvor alting fra skorpioner, hestefluer og hvepse til kaktusser og buske virker som om de kun eksisterer for at gøre ondt. Men hvor oaserne er så meget desto mere fantastiske. Frodigheden ved piletræerne langs med floden og de fantastiske aftener, hvor den kølige luft lægger sig blidt på huden. Højdepunktet var oplæsning ved bålet om aftenen til de første stjerner tittede frem og Maries og mine stunder på sofaen uden for i månelyset, efter ungerne var puttet. 

Og så naturligvis julen. Med – lettere brændte – julekager, jule(pile-)træ, gaver og en julemiddag i begrænsningens kunst efter 4 dages varme uden køleskab. Hyggeligere bliver det ikke for hverken børn eller voksne.

Vi havde fire dage i Trocoman. Vores vært – Ashley – havde inviteret på julelege (naturligvis til hest) og julemiddag i hovedkvarteret og dagen efter skulle vi på hestetur med overnatning. Oplevelsesrigt og hårdt, og det var næsten med lettelse, vi vendte tilbage til den sidste nat i vores kølige og rolige hus.

Vi krydser den rivende flod på vej mod hovedhuset

Tøserne leger ved floden, mens mor springer fra klipperne på den anden side. Luften er 35 grader - vandet er under 10

Julemiddag i hovedkvarteret. Vores vært Ashley i midten

Julelege til hest - den gamle leg med kartoflen på skeen får et ekstra twist

Kamille ved vores lejr efter overnatningen under åben himmel.

En lille fluefisker i de store bjerge

Vi forlod Ranquilco efter en uge for at tage mod nord til Mendoza og vindistriktet. Det var to dages transport med stigende melankoli, og vi ankom til vores nye sted i Lujan de Cuyo med længsel tilbage. I de næste 6 dage blev vi en del af familien, som med en utrolig gæstfrihed inviterede os inden for i deres hus. Angela, der var datter i huset, havde været på udveksling i Danmark, og hele familien hyggede om og med os. En sjælden familie og en sjælden gæstfrihed.

Men Ranquilco lå som en skygge – især over mig. Jeg kunne ikke løsrive mig fra livet dernede, og det nærvær, vi havde fundet i det lille hus. Jeg ville tilbage, men Marie syntes det var for langt. Der var mindst 18 timers transport til Ranquilco og mindst 25 timer derfra til Rafaela, hvor vi skulle aflevere bilen. Vi endte med at følge planen og tage østpå til Cordoba. En unik mulighed, der gik tabt eller et fornuftigt valg for en lidt rejsetræt familie? Det er nok et af de valg, vi aldrig bliver enige om. Rejsen fortsætter østpå, men indtil videre i skyggen af gaucho-huset i Andesbjergene.

Jakob