Glædelig jul fra de argentinske alper

Vulkan Lanin knejser over nationalparken, der bærer dens navn

Vi havde lovet ungerne, at de skulle få sne til jul. Så i går sejlede vi ud på søen Huechulafquen for at se en rigtig vulkan med tyk gletsjerkappe. Vulkanen hedder Lanin og ligger lidt nord for San Martin de Los Andes, hvor vi har tilbragt de seneste fem dage. Vulkanen har lagt navn til en hel nationalpark, der er ubeskriveligt smuk og temmelig uberørt. De eneste, der bor i området er de mapuche-indianere, som også har navngivet søen vi sejlede på. Huechulafquen. Prøv lige at sige det hurtigt tre gange efter hinanden. Umuligt.

Men det bedste var faktisk ikke sneen og vulkanen. Det var at møde en anden familie, som har gjort det samme som os. Lagt hverdagen bag sig og nu kører rundt og udforsker det amerikanske kontinent med to børn på bagsædet. Ungerne kastede sig nærmest i armene på hinanden og begyndte at lege, og forældrene delte erfaringer på fem minutter, herunder den ærlige erkendelse af at man nogle gange kan blive træt af familiens selskab (hjælp, nu har jeg sagt det). Men også glæden og stoltheden ved at gennemføre en sådan ekspedition og ved at opleve så fantastiske steder.

Mirakuløst nok lykkedes det at fange 4 børn på samme tid

Udsigt i Lanin

Hver by i Argentina har sit eget lille legeland. Og på vejen hjem fra Lanin kom vi forbi et omrejsende tivoli, som børnene absolut måtte prøve. Endnu en gang kunne vi konstatere, at sikkerhed ikke vejer tungt på disse kanter. Så både Jakob og jeg havde hjertet i halsen, mens han og tøserne prøvede et pariserhjul med alt for mange rustne møtrikker. Mere tilforladeligt var vikingeskibet, der skulle skubbes i gang. Og den lille autobil som havde tabt alle hjulene. Pigerne var lige lykkelige. De så ingen rustne skruer.

Tivolibilen - som ikke var værre end mange af de lig vi ser på vejene herovre

Turens hidtil farligste øjeblik

Camping på stranden 
Vi skylder også lige at rapportere lidt om den forgange tid, hvor vi har prøvet kræfter med campinglivet i nationalparkerne. Syd for San Martin de Los Andes ligger et område med masser af skønne bjergsøer, der kaldes la ruta de los siete lagos. Det er en meget pittoresk tur ad snoede bjergeveje, hvor man kører fra den ene betagende udsigt til den andet. Sneklædte bjerge, turkisblå søer og grønne skove i alle kombinationer. Vi valgte at slå lejr på noget nær verdens smukkeste strand ved Lago Traful, hvor pigerne endnu en gang beviste, at de kan lege med alt i naturen. Pinde, sten, sand, blade. Man behøver ikke mere. Om dagen var der bagende varmt, og vi måtte dyppe os i søens temmelig friske vand. Om natten var der tænderklaprende koldt, og hele familien sov som en bunke hundehvalpe oven i hinanden. Superhyggeligt, især da solen stod op og vi igen kunne kigge ud på de betagende omgivelser.

Børneværelset

Køkkenet

Udsigt fra soveværelset

San Martin er Schweitz på spansk
Siden ruta de los siete lagos har vi haft base i San Martin, som er den fineste lille by, der minder os om Annecy i Frankrig. De kalder det Argentinas svar på Schweitz heromkring, og det er ikke uden grund. Her er skøn natur, nuttede træhuse, lækre kager og masser af velhavende turister. Og bedst af alt. De velhavende turister er præcist lige på motionsneurotiske som os, så her vælter med løbere i alle aldre, der passer deres træningsprogram, mens de holder ferie med familien. Det samme gør vi, selv om det mærkeligt nok ikke kan ses på sidebenene endnu. Vi er nået til 15 km's bjergetaper, og Jakob har en rigtig god tid (1:20), som jeg skal prøve at slå i dag. Wish me luck - det blæser af h... til, og jeg har spist for meget kage.

Vores hus i San Martin - børnenes var ikke i tvivl

Klatretøsen er tilbage

Jul på Estancia Ranquilco
I dag er det så store pakkedag, før vi drager endnu længere ind i Andesbjergene. Vi er på vej mod nord, hvor vi stiller vores bil i en lille flække nær Chos Malal og drager videre på hesteryg til næste destination: Estancia Ranqulico. Her får vi vores eget hus nær floden, og vi kan samtidig være en del af landlivet, sådan som pigerne elsker det. Lege med hunde, ride på heste, hjælpe med at malke køer og finde hønsenes æg i buske og græs. Vi har også planlagt en overnatningstur på hesteryg fra 1. til 2. juledag. Vi glæder os helt utroligt meget. De nysgerrige kan læse mere om farmen her: http://ranquilco.com

Men Ranquilco er så langt fra alfarvej, at vi ikke får internetforbindelse den næste uges tid. Derfor vil vi gerne benytte lejligheden til at ønske alle, der nåede helt til bunden af denne epistel, en rigtig glædelig jul og en skøn tid med jeres kære.

Marie & co.