Costa Rica revisited

Ridetur på Samaras perfekte strand

Caribiens mikroklima var den vigtigste grund til, at vi havde valgt at bruge langt størstedelen af vores rejsetid i Mellemamerika på østkysten. Men efter Tortuguero gik turen vestpå i håbet om at regntiden var ved at være slut. Vi tog fejl. I stedet rendte vi ind i en national katastrofe i Costa Rica med oversvømmelser i det meste af landet, og vi lærte igen, at man skal respektere regntiden. 

Regntid indenfor. Sofia spiller skak med farmor. 

Selvom det regner kan man godt gå i pølen. 

Arenal var en mindre skuffelse. Vulkanen har været i udbrud siden 1969, men den seneste måned var aktiviteten gået stort set i stå. Vi boede på første parket med udsigt direkte over hele vulkanen, men det hjalp ikke meget, når den var stendød og i øvrigt konstant dækket af skyer. Først 5 minutter før vi skulle afsted, fik vi et glimt af toppen. I stedet nød vi pools og jungle på stedet, men det var lidt som en koncert, hvor hovednavnet udeblev. Vi smuttede en dag før planlagt og tog turen op i bjergene til Monteverde.

Stjernen i showet viser sig 5 minutter før vi kører. Dog hverken med røg eller ild. 

Monteverde er den klassiske cloudforest med jungle indhyllet i næsten konstant fugtigt skydække og med en fantastisk frodighed. Det var en af de første rigtige regnskovsdestinationer og området er udbygget backpacker-paradis med et væld af regnskovs-aktiviteter fra flagermus-reservater til svævebaner højt over junglen. Lidt af la Boquete, men indrammet som naturreservat.

Broer over regnskoven giver et helt nyt perspektiv og langt bedre overblik over den fantastiske frodighed. 

Regnskoven i edderkoppe-perspektiv.

Brøleabefamilie set fra broen. 

Bedsteforældrene foreviges i regnskoven.

Fantastisk smukt, men det var også her regnen for alvor tog til. Den startede så småt ved vulkanen i Arenal, men i Monteverde tog den for alvor til i takt med, at orkanen Thomas bevægede sig rundt i Caribien. Vi nød i stedet hinandens selskab indenfor, tøserne elskede at have bedsteforældre på besøg, og vi fik det bedste ud af det. Men regnen kulminerede på vejen mod vores sidste destination Manuel Antonio. Manuel Antonio var et af de hårdest ramte områder i Costa Rica, og vejen dertil skyllede ganske enkelt væk. Det fandt vi ud af på halvvejen og traf en hurtigt beslutning. Farvel til Manuel Antonio og goddag til Samara, en lille by et par hundrede kilometer længere mod nord på halvøen Nicoya.

Farmoren på vej ud af bølgen - som dog absolut ikke er blå når tidevandet kommer ind. 

Sofia, Kamille og Farmor på verdens bedste legeplads 

En stolt surferpige. Heftige bølger for en 5-årig, men hun elskede det. 

Vi ved ikke, hvad vi gik glip af, men Samara var et super alternativ. Vi kom til byen i silende regn, men med opklaringen åbenbarede sig en fantastisk strand, der med tidevandet vekslede mellem en 100 meter bred legeplads og en få meter bred sandbred med perfekte surfbølger for amatører som os. 

De rigtige papegøjer. En blå Macaaw er den arketypiske papegøje. Vi så en bunke af dem  på vejen til Samara. 

Tukaner konkurrerer med papegøjerne om prisen for ekstravagant udseende. 

 

Ridetur på stranden i Samara. Målet var krokodiller i et vandløb i næste bugt. Krokodillen var bette, men rideturen var det hele værd.

Efter Samara var det farvel til både bedsteforældre og Mellemamerika. En passende afsked med Costa Rica og Panama, hvor strandene alt andet lige var højdepunkterne. De øde strande på ture i Boca Brava og Bocas del Toro. De smukke palmestrande i Punta Uva og Manzanillo og den uendelige skildpaddekyst i Tortuguero.Og sidst men ikke mindst Samaras strand og by, hvor vi endelig lærte at stå op og surfe.