Plads på pampassen

Er der noget, der kendetegner Argentina er det størrelsen, vidderne den enorme mængde af plads. På et område på størrelse med Vesteuropa lever kun ca. 40 mio mennesker. Det betyder, at en argentiner har næsten ti gange så meget plads at udfolde sig på som en dansker. Dertil kommer, at omkring halvdelen lever i området nær Buenos Aires, så snart man bevæger sig sydpå er mængden af plads slående.

Vi har været heldige. Vi er kommet i kontakt med familien til en af mine kolleger, og de har tilbudt a vi kan låne deres firehjulstrækker til vores tur. Fantastisk generøst og en gæstfrihed, som vi slet ikke kender fra Danmark. Det viser sig at være en stor djævel af en Mitsubishi fra den japanske guldalder i 90erne. Næsten 500.000 km. på bagen, og med en motor og en mekanik som en lille traktor. Det er præcis sådan en bil, jeg drømte om at kunne køre rundt i, og ungerne har masser af plads til at boltre sig på bagsædet.

Ester og Alberto - de supersøde argentinere, som har lånt os deres bil

Ægteparret foran dyret - en Mitsubishi Montero 2800 fra 1995. Fantastisk tourbil

Vi henter bilen i Rafaela 700 km nordvest for Buenos Aires, og så går turen ellers sydpå. Jo længere vi kommer, jo mere slående bliver vidderne. Vi kører gennem pampassen, som er en enorm slette, der flad som en pandekage strækker sig over næsten en million kvadratkilometer. Her kan man virkelig mærke, hvor meget plads der er for den er virkelig flad. Vi ser ikke en eneste forhøjning i landskabet i løbet af de første tusind kilometer sydpå.

Det er umiddelbart møgkedeligt landskab, men gradvist ændrer det karakter. Fra Rio Pananás meget lidt charmerende bredder med masser af industri og landbrug til det åbne græsland, hvor det berømte argentinske oksekød bliver til. Enorme vidder af indhegnede græsmarker kun afbrudt af de spredte klynger af træer, som gårdene – estancia'erne - gemmer sig i.

At tage på Estancia er en argentinsk institution for især de velstillede i Buenos Aires og vi følger trop. Umiddelbart er det svært at forstå, hvad man vil på en bondegård midt i ingenting, men vi har ikke tilbragt mange minutter på Estancia La Margarita, før vi fatter pointen. Estancia er først og fremmest en stemning og ved nærmere eftersyn viser Pampas'en sig at være et utrolig smukt bekendtskab.

Himlen bliver enorm, når der er frit udsyn til alle sider, og vi kan se tordenvejr, styrtregn og sol på samme tid. Lyset er fantastisk, især om aftenen, og der er noget utrolig afslappende ved bare at være omgivet af græsland så langt øjet rækker. Måske fordi der ikke er nogen steder at tage hen, meget beroligende for én som altid vil kigge rundt om det næste hjørne. Der er noget befriende ved at tage en løbetur hen ad grusvejen hen til de nærmeste sving (3 km. væk) og tilbage igen, nogle gange med køerne galopperende med på begge sider af vejen.

Pampassen emmer af den lidt melankolske stemning af uendelig plads og ensformighed, som Cormac McCarthy er mester i at beskrive. Fornemmelsen af ikke at komme nogen vegne, når man bevæger sig og hvor det ikke giver mening at spørge hvor man skal hen, fordi alt ligner hinanden. Det er som om, fokuseringen på hele tiden at komme et sted hen, bliver erstattet af at mere afslappet flow og de her unikke øjeblikke af samhørighed og tilstedeværelse.

Lyset på pampassen er fantastisk, især sidst på eftermiddagen når solen står lavt 

Selve estanciaen er en række spredte bygninger pakket ind i en slags park med græs og masser af smukke træer. Der er høns, får, killinger, hunde, køer og ikke mindst heste. Paradis for ungerne som vælter rundt over hele området og forfølger alle de dyr, de kan komme i nærheden af. Dagene går og glider ind i hinanden. Vi læser, leger, spiller og forsøger at lure argentinerne kunsten af med enorme mængder kød grillet over trækul.

Hvaler, aber, dovendyr eller whatever. Intet slår en kattekilling

Frokost i det grønne på Estancia Margarita

Argentinsk parilla (grill) er selve fundamentet i argentisk køkken. Fantastisk kød i enorme mængder stegt langsomt i store udskæringer til fedtet er løbet af. 

Men – som hos Cormac McCarthy - er højdepunktet hestene. Vi er i gaucho-land, den argentinske cowboys hjemstavn og de har de mest utrolige heste. Smukke, stærke, livlige og lydige reagerer de på den mindste bevægelse og skal holdes stramt for ikke at sætte i galop med det samme. Ridestilen er gaucho-style med tømmerne i én hånd (den anden skal bruges til lassoen) og en slags madras i stedet for sadel.

Både heste og ridt er fuldstændig anderledes end de rideoplevelser, end vi er vant til. Der er intet mål og ingen udsigtspunkter, det eneste der tæller, er den rene oplevelse af hesten i fuld fart ud over græslandet.

Det er toppen for Sofia. Vores lille pige suser ud over græsset på en kæmpestor hest i fuld galop. Utroligt at sammenligne med derhjemme, hvor hun sikkert og tryg bliver ført afsted med en hånd på tømmen og hvor to skridt i galop er et sjældent højdepunkt. Igen får vi rykket grænserne for, hvad vi tror tøserne kan, og de elsker det. Det er et par sindssygt stolte forældre, der galopperer ved siden af Sofia og oplever det med og gennem hende.

Sofia holder pause på hesten

Mor og datter på vej hjemad mod estanciaen

Marie og Kamille på tur

Det er fire dage i paradis for både børn og voksne og med godt selskab til både børn og voksne. En romantisk drøm om en bondegård og et landliv, som nok aldrig fandtes i Danmark uden for Morten Korchs hoved. Måske er det lige så meget en illusion her i Argentina, men det virker.