Wickmann Elkjærs Eventyr: Bocas del Toro

Panama er mellem 120 og 80 km bredt. Det er det smalleste sted på de amerikanske kontinenter, fra det nordligste af Canada til Ildlandet, der strækker sig ned mod sydpolen. Det var derfor franskmændene i sin tid valgte Panamas sygdomsbefængte jungle til at bygge kanalen mellem Atlanterhav og Stillehav. Og det var derfor amerikanerne valgte at fortsætte arbejdet, da det franske projekt endte i skandale og fiasko i slutningen af atten-hundrede-tallet.

Turen over bjergryggen fra Stillehav til Caribien tager blot 4 timer i bus. Det er 4 timer igennem den smukkeste, fuldstændig uberørte jungle, der dækker bjergene hele vejen op til de næsten 3000 meter høje toppe. Men det er også en tur fra en afdæmpet og indiansk domineret kultur på stillehavssiden til Caribiens særegne blanding af indianere, creolere og folk med europæisk baggrund. Husene skifter karakter fra nydelige - men kedelige - cementhuse til farverige træhuse på stylter. Og stemningen er en helt anden. Mere rå, men også klart mere livlig, pågående og inciterende.

På vej fra hav til hav

Kystlandskab nær Stillehavet

Vores første oplevelse i Bocas Del Toro – som Panamas caribiske paradis hedder – er at blive snydt. Efter 1½ måned hvor ingen har forsøgt på noget som helst, bliver vi taget med paraderne nede og snydt af et par beregnende taxa-håndlangere. Det koster os ikke mere end et par dollars, men skiftet fra hjælpsomhed til frækhed er markant.

Vores mål er Colon. Hovedø og by på øgruppen i Bocas del Toro. Bådene går fra Almirante, en ubeskrivelig trist og fattig by, hvor de faldefærdige huse er bygget ud i mangroven og børnene leger i det knædybe, møgbeskidte vand, lige ved siden af lokummerne, der er bygget over vandet. En containerhavn og et enkelt Chiquita-skib minder om, at det var her United Fruits bananimperium blev styret fra, indtil den første bananpest i 20erne, sendte selskabet længere nordpå til nye jagtmarker.

Vi frygter det værste, men vores bekymringer bliver gjort til skamme, så snart vi når til Colon. Bocas del Toro er turistland, ingen tvivl om det, men er stadig domineret af backpackere, og selve byen er lykkeligt fri for resorts, grimme betonhoteller og organiseret masseturisme. Stilen er stadig farverige træhuse, og Bob Marley eller andet fra ”backpackers greatest hits” strømmer ud fra højttalerne på de åbne hoteller, restauranter og barer ved hovedgaden. Der er stadig en følelse af forfriskende originalitet og uorganiseret kaos, som giver en helt særlig caribisk charme.

Vores supercharmerende hotel på Bocas - Cocomos ligger faktisk med rumpen i vandskorpen

Endeløs leg fra Cocomos terrasse udover havet

Efter at have rendt rundt i lavsæson i Boquete og Stillehavskysten er det pragtfuldt at være tilbage hvor der er liv, mennesker og masser af åben plads. Vores hotel er en supercharmerende B&B i udkanten af byen. Hovedattraktionen er en skøn morgenmad og en dejlig terrasse med et dæk bygget over vandet, hvor man kan hoppe direkte ned i vand og sandbund. Genialt til ungerne, som elsker stedet og bruger timer på at vade rundt i vandet og ind under terrasse og dæk til stor underholdning for indianerfamilien ved siden af. Om aftenen kan vi putte tøserne og sidde på terrassen og pimpe margharitas i ro og fred.

Fine damer på tur

Colon

Vi splasher penge ud på de bedste måltider, vi endnu har fået på turen. Det ene serveret med den særlige caribiske blanding af ladhed og arrogance, men den superlækre mad mere end kompenserer for det. Det andet helt frisk snapper og ceviche serveret med sødme og charme i en restaurant bygget over vandet på en lille øen nær hovedøen.

Bocas del Toro er en række ører, der basalt set er bygget af koraller og mangrove. Symbiosen mellem de to er bevaret og mangrovernes karakteristiske rødder dominerer de beskyttede kyster, mens de mere udsatte ofte er strande. Der er dog heldigvis masser af beskyttede, små hvide strande, og for Sofia og Kamille er vandet hovedattraktionen, og de er fuldstændig tossede med at bade - både ved hotellet og ved stranden er de ustoppelige. Vandet er mellem 25 og 30 grader varmt, så de kan blive ved og ved og ved og ved. Mængden af saltvand Kamille kan sluge uden at blive træt af det, er ganske enkelt forbløffende.

verdens bedste legeplads

Strandliv ud for Colon

Toppen er en tur til en af de yderste koraløer med perlehvide strande og snorkling direkte fra kysten. Det er drømmen om en tropeø, men man aner også mareridtet, for varmen og solen er ubønhørlig og både forbrændingen og hedeslaget er lige om hjørnet. 3 timer på stranden er mere end rigeligt til at køre både børn og voksne trætte.