Kakaofarmen – Panamas No. 1

Kakao

Rejsen gennem Panama de seneste uger har været én lang optur. Som druknede mus forlod vi Boquete, og siden da har vi besøgt den ene fantastiske lodge efter den anden. Vi har mødt skønne mennesker og oplevet natur mere uberørt og overvældene, end vi havde drømt om. Først kolibri-mekkaet i Los Quetzales' kølige cloud forest. Så brøleaberne og hvalerne på stillehavskysten. Derefter det farverige og sprudlende Bocas Del Toro. Og nu – som det absolutte højdepunkt – kakaofarmen La Loma Jungle Lodge.

Arkæologer som first movere
La Loma er en helt igennem bæredygtig lodge og kakaofarm. Stedet er drevet af britiske Margaret og peruvianske/amerikanske Henry. De er begge præget af en skøn blanding af engelsk charme, idealistisk entusiasme og en imponerende iværksætterånd. Parret mødte hinanden under arkæologistudier i Californien og flyttede siden til England, hvor Henry lavede et tankevækkende brancheskift og var med i sluthalvfemsernes dot-com-boom. Mæt af dot-com-eventyr og sultne efter at være herrer i eget hus tog parret efter årtusindskiftet det første skridt til at realisere den drøm, de så længe havde brygget på: Drømmen om en lodge i pagt med naturen, et meningsfuldt sted i verden.

Valget faldt på en tilgroet kakaoplantage på en mangroveflankeret junglegrund i Panama, der på det tidspunkt gik for at være "det næste Costa Rica". Vi morer os lidt over historierne om de to arkæologer, der flyttede ud på den ubebyggede grund for at opleve det virkelige jungleliv. Her lå de så med deres pandelamper om aftenen og lyttede til de mange puslelyde i vegetationen omkring dem. En aften rettede Margaret sin lampe ud i mørket og så en hel samling af de lokale Ngobe-indianere stå og iagttage de nye fremmede med undren.

Vores værter - Henry, Margarat og lille Lucho i midten - og deres søde medarbejdere.

Kamille tager hånd om Lucho under et besøg på den lokale skole. De lytter til caribisk march-musik. Skoleorkesteret øver  til de to befrielsesdage (fra spanierne og senere fra Colombia) i november

En økologisk luksus-lodge

Ngobe-indianerne og vestinderen Mr. Kelly er siden blevet Henry og Margarets medarbejdere og rigtig gode venner. Lodgen er tydeligvis inspireret af de lokales omgang med naturen og dens ressourcer. Men Henry og Margaret er også blevet en afgørende ressource for det lokale community. Parret støtter alt fra indianerbørnenes skolegang til Ngobe-folkets indædte kamp mod udenlandske, overdimensionerede golf-ventures på den ellers så fredelige og naturmæssigt uberørte ø, Bastimentos.

La Loma er golf-resortets dimaentrale modsætning. Lodgen er lavet i naturmaterialer hentet fra ansvarlige leverandører på fastlandet. Vandet i hanerne er filtreret regnvand. Al belysning er dæmpet og sparsom. Og air condition er nærmest tabu, for alt skal kunne trækkes af det solcelleanlæg, som udgør lodgens eneste strømforsyning. Henry og Margaret er sande idealister, og deres projekt er bæredygtigt til fingerspidserne. Men der er intet dogmatisk over stedet. Tvært imod føler man sig badet i en helt særlig form for økologisk luksus, der er kendetegnet ved ultrafriske råvarer, stilfulde serveringer, eminent storytelling og dæmpet (lokalproduceret) salsa til maden. Helt igennem forførende.

Kamille og Sofia nyder livet på den fælles terrasse

Sådan laver man chokolade

For pigerne var højdepunktet på La Loma nok at lave kakao fra a-z. Det er ikke så svært. Man går bare ud i sin kakoplantage og plukker et par modne kakaofrugter. De har form som en amerikansk fodbold og er større end man umiddebart skulle tro. Inde i frugten sidder der en ranke, der minder om en forvokset majskolbe, blot med saftige hvide frugter på. Det hvide er en meget velsmagende hinde omkring kakobønnerne, og den ind imellem til at lave kakaohonning af. Mums. Først inde under denne hinde finder man de dyrebare kakaobønner, som bliver til ckoholade på nul-komma-fem. Man rister bønnerne hårdt i ovnen. Derefter knuser man den tynde skal omkring bønnerne og sorterer skallerne fra. Så kværner man bønnerne i en kødhakker, og ud kommer den mest velduftende kakaomasse, som blot skal hældes i forme og stivne til en koncentreret, bitter chokolademasse, som helt sikkert kun kan sælges til superentusiaster eller chokoladeproducenter. Sofia og Kamille syntes nu faktisk det smagte ret godt, og lille Lucho guffede løs af de afskallede kakaobønner til han nærmest fik koffeinchok. 

En kødhakker er alt hvad der skal til for at gå fra bønner til chokolade

En barnedrøm - lav figurer af ren, frisk chokolade

Junglen om natten

Selv om Lucho var svær at putte den aften han havde spist kakaobønner, så havde vi ingen problemer med at putte Sofia og Kamille i tiden på La Loma. De var i fuldt vigør hele dagen og faldt omkuld i hængekøjerne i lodgen, mens de voksne spiste den delikate aftensmad. Altid med fordrink, hovedret og dessert – det hele baseret på lokale råvarer. Efter maden bar vi tøserne op i hytten, som stort set bare var en luftig stue under palmetag med åben udsigt til junglen. Et myggenet på størrelse med et beduintelt omkransede sengene, så vi kunne holde insekterne ude.

Vores hytte og seng - med beduinteltet oppe

At sove i selskab med en tropisk skov er både overvældende og  fascinerende. En rymisk summen af  cikader og frøer brydes ind imellem  af bæltedyrs moslen i skovbunden eller aber på svingtur gennem  trætoppene. Begge dele giver indtryk af langt større dyr på march og kan  virke ganske skræmmende. Det samme kan vejrliget, når et regnskyl bliver  til torden og himlen blitzer omkring én. Eller når vinden rusker i  palmebladene, så det lyder som en mindre orkan. Med junglens lyde som  underlægningsmusik er det faktisk svært at få sig en ordentlig  nattesøvn. Især når ens døtre kommer tumlende op i sengen om natten og  er forvirrede og bange og ikke kan sove igen på grund af al den larm.  Men når morgenen gryer, og man sidder der med sin friskbryggede kaffe og  tygger i en kokosmuffin, ja så har man det ganske enkelt godt. 

Sofia i vores vinduesløse hytte

Dovendyr – verdens mest velovervejede klatrere

Det forekommer, at det eneste dyr i den skov, som ikke larmede, var dovendyret udenfor vores hytte. Vi så det kun i bevægelse én gang, og pludselig forstod vi hvorfra det har sit navn. Magen til langsomme, ugidelige bevægelser skal man lede længe efter. Først løfter den sit ene forben og bevæger det i en stor, tøvende bue. Det er som om de gennem hele bevægelsen overvejer, om det nu også kan betale sig. Lidt over halvvejs beslutter den sig. Den færdiggør bevægelsen og placerer sine to tæer på stammen, holder lang pause og begynder så på det andet forben. I langsomme tøvende – eller måske velovervejede – bevægelser klatrer dovendyret op ad træstammen og når frem til trætoppens blade, som den guffer i sig med hovedet nedad, før den krøller sig sammen og lægger sig til at sove. Den videnskabelige forklaring på denne fascinerende langsomhed er et ualmindeligt sløvt stofskifte, men det er sjovere at se dovendyret som en meget velovervejet klatrer.

Kamille på strandhike på den anden side af Bastimentos

Jungle og øko eller ej. Vi er stadig ved de caribiske strande

Blinde gringoer i junglen

Jakob tog i øvrigt kegler i gringo-show, da han forleden satte sig for at plukke en kokosnød til sine døtre. Han valgte det højeste og flotteste palmetræ på stranden og begyndte så at kast alt muligt efter nødderne i toppen. Kæppe og andet vraggods fløj gennem luften indtil han opdagede, at der sad to dovendyr i træet og snorksov. Det var først, da det ene dyr vågnede og virrede lidt med hovedet, at det gik op for os hvad de to brune klumper i toppen var. Og det er jo nok temmelig sigende for vores adfærd i junglen. Vi forstår den simpelthen ikke. Der er så ufatteligt meget dyreliv, og vi ser uden tvivl kun en brøkdel af det. Derfor var det også så godt med en vestindisk Mr. Kelly, der kunne finde boaer, aber og rødøjede frøer til os.
Marie

Tre frøer - Først den mindste - En strawberry, poison dart frog - Der er masser af arter og denne er hverken jordbærfarvet eller særlig giftig

Middelstørrelsen - En red-eyed frog

Og storebror - En bullfrog, der kalder i natten