Hvalsafari i tropeland

Hotel Boca Brava set fra havet.

14 stjerner ud af 10. Det er Sofias karakter til hotellet Boca Brava på Panamas stillehavskyst, hvor vi bor i disse dage. Hotellet ligger på spidsen af en ø, højt oppe over havet. En stor og luftig terrasse i flere etager er hotellets hjerte. Her flyder musikken stille, og her kan man nyde den tropiske brise, lige meget om der er regn eller sol. Hele vejen rundt om hotellet er der træer og palmer, og højt oppe i dem svinger brøleaberne sig fra gren til gren.

Brøleaber underholder med alverdens kunster.

De følges gerne ad i grupper, og da vi ankom havde vi ikke mindre end 8-10 rumsterende aber i træerne lige ud for vores vindue. Der er små og store, hanner og hunner. De sidder stille og guffer blade, hænger på hovedet i strakte ben, eller de vælter fra én yderlig gren til en anden. Det er et herligt syn.

Det var dog ikke før mørket faldt på, at vi rigtig hørte dem brøle. Det er fantastisk, hvilken lyd der kan komme ud af sådan nogle relativt små aber. Sofia er selvfølgelig straks gået i gang med at efterligne deres brøl, og de er nu tilføjet repertoiret af temmelig vellignende dyrelyde, der også tæller hane, høne, ugle og almindelig abe.

Sofia nyder udsigten en smuk morgen.

Dagen i dag har været den mest solrige og sommerlige, vi længe har haft. Og heldigvis havde Jakob arrangeret hvalsafari med indbygget snorkeltur på netop denne dag. Vi stod op kl. 06.00, pakkede både regntøj og badetøj – for man ved aldrig – og fik en ordentlig omgang granola med yogurt på den skønne terrasse, før båden afgik kl. 07.00. Vi var 14 personer om bord. En amerikansk farmerkvinder med sine store børn, et belgisk par, et spansk par, kaptajnerne og selvfølgelig os. Stemningen var skøn, og caribisk merenge rullede ud gennem bådens højtalere mens vi gled gennem den tunge morgentåge og ventede på, om tågen ville lette eller blive til skyer. Heldigvis vandt solen, og vi fik en vidunderlig sejltur i den tropiske skærgård, hvor den ene grønne ø afløser den anden.

Kamille spejder efter hvaler.

På listen over sete dyr stod delfiner, delfiner, hvaler og delfiner. Delfinerne fulgte os ud af bugten – 2 legesyge, morgenfriske af slagsen. Hvalerne så vi først ved de yderligste skær, hvor pukkelhvalerne i øjeblikket føder og vandtilvænner deres unger. Vi fulgte en mor og hendes baby i flere timer. Op og ned mellem bølgerne. På den ene side af båden og på den anden side. Mod nord og mod syd, men aldrig rigtig langt væk.

En fuldendt hvalryg.

Det er et smukt syn, når de to synkront bryder overfladen med en lille fornem bue og en stor bred bue lige ved siden af. Jeg vil tro, moderen målte mindst 2 meter. På tværs. Længden tør jeg slet ikke gætte på.

Min tilfredse mand.

Mætte af whalewhatching og sultne på den paradisiske strand, der lokkede forude, satte vi kurs mod bugtren og fik læsset 12 mand høj af i tropisk ingenmandsland. Ungerne elsker det. Der er ikke noget bedre end en hvid sandstrand med varmt, klart vand og nogle gode bølger der kan vælte dem omkuld. De hyler af grin, og de første gange farer vi uroligt frem for at se, om de nu har slugt noget saltvand. Det har de, og de er fuldstændig ligeglade. De vil bare have mere, og ja... kan det egentlig skade, det saltvand?

Sofia kan ikke vente med at komme i land på den lille ø.

Jakob, som ellers er den mest bekymrede af os to, har fået et nyt motto: Hvad er det værste der kan ske? Måske støtter han sig til det gode gamle amerikanske: If it doesn't kill you, it only makes you stronger. Det er nok meget godt både for både os som forældre og for deres udbytte af rejsen, at vi slækker lidt på bekymringerne.

Kamille kan lege med alt på en strand. Pinde, sten, sand eller... solhatten.

Sofia og Kamilles favoritbeskæftigelse er nok at ligge og skvulpe i det lune vand.

Ud for den skønne strand var der selvfølgelig et koralrev. Ikke et imponerende et af slagsen, men fiskene er altid sjove. Vi så gulstribede Sergent Major, sortstribede Sommerfulgefisk, prikkede Kuffertfisk og langnæsede nålefisk. Sofia forsøgte sig igen med snorklen, men desværre ville den ikke rigtig som hun ville. Men det gjorde altså ikke noget, for bølgerne, stranden, palmerne og de mange tusind eremitkrebs var underholdning nok for den formiddag.

Familien trope-ø.

Vi spiste medbragte panamanske Hejaldos (friturestegt brød med ost og skinke indeni) i skyggen af palmerne, mens Jakob slåssede med eremitkrebsehæren ved sine fødder. Mest af alt slåssede han nok med sin krabbefobi, for krebsene er faktisk meget harmløse og næsten søde, når de kommer tumlende med et alt for stort sneglehus på ryggen.

Morgendisen der fletter sig ind mellem bjerge og træer er et af Panamas unikke kendetegn.

Dagen runder vi af her på min yndlingsterrasse med udsigt over bugten og de små sejlskibe, der ligger forankrede. Det er stadig behageligt lunt. Jakob tjekker sin iPhone, ungerne fjoller i hængekøjerne, og musikken er nu landet på franske chansons. Vi drikke margartias af plastickrus og glæder os over et helt igennem vellykket ophold, som slutter i morgen, hvor vi rejser videre til den caribiske kyst. 

Fjollehovederne tumler i hængekøjerne.

Sofia udfordrer far til et spil skak. De spiller remis.

Området her er Chriqui Golfen og ligger på stillehavskysten ikke så frygteligt langt fra grænsen til Costa Rica. Området er generelt uberørt. Masser af små øer og hvide strande. Ind imellem ligger der private residenser eller resorts. Og som en lille enklave i alt det har vi så det hyggelige og velkommende Hotel Boca Brava, hvor backpackere af alle slags lægger vejen forbi for et par dage.

http://www.hotelbocabrava.com

Marie

Og så Jakob lige tilføje den perfekte kajaktur i morgenlyset, inden vi tog afsked med Boca Brava. Blikstille vand, palmer i vandkanten, en bette hajfinne i overfladen, men først og fremmest i godt selskab med delfiner. Det bliver ikke bedre.