fredag den 3. september 2010

Hvorfor Panama (1)

Det er nok det hyppigste spørgsmål, vi har mødt, når vi fortalte om turen. Argentina og Costa Rica virkede tilsyneladende oplagte, men Panama gav hver løftede, undrende øjenbryn. Svaret er ret enkelt – Caribien. Baggrunden er også ret banal. Rejseplanerne startede med Argentina, men vi kunne ikke bære tanken om at være afsted i 5 måneder uden også at få lidt palmestrand og snorklen ved koralrev. Vi søgte ganske enkelt kortene igennem for at finde det nærmeste, og endte i Panama.

Og nu er vi her så. Rejsen er for alvor i gang, og det er over al forventning. Vi stod op kl. lidt over 4 og tog et lillebitte morgenfly tværs over Panama til Playon Chico, en lille by ved den caraibiske kyst, hvor bjerge og jungle rejser sig bag byen. Der er ingen veje til Playon Chico, kun en lille landingsbane, der strækker sig langs med skolen inde på land. Selve byen ligger ud over havet forbundet med fastlandet med en lang gangbro.

Næste etape er i båd, og efter et kvarters sejlads er vi ved vores hotel. En perle af en lille rund koralø, ca 200 m. bred med palmer og grønt, kort græs. Hist og her stikker en hjernekoral frem og der er konkylier og koralrester overalt. Der er intet andet end hotellet – en række hytter af træ med tage af palmeblade, kontrasten til Panama City kunne ikke være større.

Vi er her nu på tredjedagen, og vi elsker det. Vores hytte er bygget ude over vandet, så jeg sidder og skriver på vores terrasse med udsigt over vandet, byen et stykke borte og den massive jungle i bjergene bagved. Lige nu kommer to indianere forbi i en kano for at sælge deres fangst af små blæksprutter og langustere samt kæmpemæssige kongekrabber med over en halv meters ”vingefang”. Så kender jeg menuen for i aften. De laver fantastisk og enkel mad her med grillede fisk, ceviche og superlækre skaldyr, som de køber af de lokale fiskere.

Vi er på eco-etno-turisme, for vi er i Kuna-indianernes land. Der lever ca. 80.000 kunaer i Panama, de fleste i små samfund langs med kysten. De har formået at bevare både selvstændighed og traditionel kultur. Alle kvinder er klædt i kunstfærdige, farverige klædedragter, uanset om de arbejder på marken eller serverer for turister. Kunaerne lever af fiskeri, kunsthåndværk og handel. Og af turisme, for Kuna Yala – eller San Blas som spanierne kaldte det - er en perlerække af koraløer, der strækker sig over 50 km. langs den caraibiske kyst.

Dagene går med at slappe af, spise, hygge med ungerne og så de to daglige ture. Til strande om formiddagen og Kunakultur om eftermiddagen. Strandene er som taget ud af postkort. Perfekte hvide sandstrande, som palmerne strækker sig ud over. Men vandet er den virkelige attraktion. Varmt som et badekar, lavt med perfekt sand lige til korallerne starter ti meter fra land.

Det er noget af det mest vidunderlige at snorkle med Sofia. At svømme med hende i hånden og få lov at vise hende en hel verden af mærkelige koraller og farverige fisk. At tage hende med på eventyr ud til kanten af revet og møde en stor plettet ørnerokke. At se hendes begejstring bag masken, når vi følger en stor blæksprutte helt tæt på. Det er essensen af, hvad vi gerne vil give hende – og os selv – på denne tur, og det bliver ikke mere perfekt end her.

I det hele taget er det et pragtfuldt sted for ungerne. De tumler rundt både til lands og til vands. Kigger på fisk, kokosnødder, koraller eller husets krabber og skildpadde. Og naturligvis charmer de alle fuldstændig. De er jublende glade og søde, indtil de falder totalt sammen efter aftensmaden, så forældrene kan pimpe bobler og nyde aftenens tordenvejr på terrassen.

Lige nu er ingen af os i tvivl om, hvorfor vi skulle til Panama.

Der er flere billeder på facebook.






Jakob

Ingen kommentarer:

Send en kommentar