lørdag den 4. september 2010

Hvorfor Panama (2)

Se, nu var der jo ikke helt så paradisisk på den der ø, som Jakob gav udtryk for i sidste indlæg. I hvert fald ikke for os, som er overfølsomme overfor sandfluer. Jeg havde på fjerdedagen ca. 150 sandfluebid op og ned af benene, og kombineret med fugtig, stillestående luft i en hytte uden aircondition, så klør det faktisk om natten. Og om dagen. (Tak Kathrine for fransk, kløestillende mirakelmiddel, og tak svenskere for produktet MYGGA med en helt uforsvarligt høj mængde DEET i.)

Det var bare lige den lille note, jeg ville gøre. Og så vil jeg fortælle, at der også er andre grunde til, at vi valgte Panama. Fx Boquete, hvor vi nu er landet.

Boquete er en lille by i den nordlige del af landet med ca. 3000 indbyggere. En pæn andel af dem er eksilamerikanere og canadiere i deres bedste alder. De kommer hertil for at købe eller bygge et idyllisk lille hus i de fantastiske omgivelser. Og for at føle sig som nogle ordentlige handyr bag rattet på den firhjulstrækker, der skal få dem rundt i omgivelserne.

Boquete ligge nemlig midt i bjergene, midt i regnskoven. Her er tudesmukt. Blomster overalt. Træer overalt. Her i haven, hvor vi bor, er der, for bare at nævne et par eksempler:
- avokadotræer
- appelsintræer
- limetræer
- bananpalmer
- hibiscus i lange baner
- hvide liljer
- orange noget jeg ikke kender
- lilla noget jeg heller ikke kender
- og en hel masse andet

Det er ret skønt, og i dag så vi en squirrel stikke af med en kæmpeavokado. Det lykkedes den faktisk at få den med op i træet og spise halvdelen. Meget imponerende.


Vores hus er et rundhus inspireret af indianernes byggestil og tilsat en god portion tysk/amerikansk funktionalitet og stilfuldhed. Og det ER faktisk både funktionelt og stilfuldt. I vores sekskantede stue er der en sovekrog, en køkkenkrog, et spisebord og en sovesofa med tv. Vi har et fint lille badeværelse og oppe på hemsen bor Sofia og Kamille, som deler en futon, og som har indrettet sig så fint så fint med tegninger på væggen og hårelastikker i en kurv ved siden af alt tøjet. De er lykkelige for at have deres egen etage og har både tegnet og leget far-mor-børn, siden vi ankom hertil for et døgn siden.

I morges var Sofia godtnok meget, meget træt og temmelig ugidelig. Men så fik vi bugseret familien på marked, og da vi kom hjem med taskerne fulde af bananer, papaya, ananas, mango, gulerødder, kylling og majsmel, ja så var hun egentlig ganske godt tilfreds igen. Hun havde nemlig fået lov at bestemme, at vi skal have majsgrød med sirup til morgenmad i morgen. Og her til aften lavede hun kyllingesuppe til den store guldmedalje. Menuen var Sofias valg, og hun skrællede og stegte og kogte til hun var helt rød i kinderne. Maden blev serveret portionsanrettet af den stolte kok, som balancerede koncentreret med de dybe, dampende tallerkner. Meget delikat måltid.

Nu sover hele banden, og moderen skal også snart i seng. Dagen i morgen står på besøg på sprogskolen og en tur på mexikansk restaurant. De skulle have nogle gode burgere. Alternativet er en jordbær-smoothie-bar. Vi får se, hvor dagens dilemma bringer os hen.

Alt for nu,
Marie

2 kommentarer:

  1. Kære alle 4,

    Læser lige alle jeres dejlige beretninger - det lyder misundelsesværdig dejligt - bortset fra sandfluerne. Dett er en prøve , for jeg er ikke sikker på det med at vælge profil.

    Alt er godt her, dejlig weekend, delvis med gæster og jazz på torvet -og den sidste paradisis i år - måske - men vi kan jo ikke hamle op med jeres eventyr.

    Knus og kram - især til tøserne. Vi tænker på jer hver dag.
    farfar og farmor

    SvarSlet
  2. Dejligt at høre fra jer. Kommentaren går fint igennem. Man kan vist bare vælge "anonym".

    Vi har det godt. Spiller nintendo i regnvejr og har fundet et sted hvor vi skal spise morgenmad og bade i svømmepøl i morgen. Lige nu regner det.

    HÅber alt er godt med jazz og paradis-is...

    SvarSlet