For vi har ramt Boquete i regntiden, og regntiden er lavsæson. Vi havde regnet med at møde ligesindede, mens vi var på farten, både for vores egen skyld og for ungernes, og især i Boquete havde vi håbet måske at finde et par legekammerater til ungerne og lidt selskab til de voksne. Men der er ret tomt og vi har endnu ikke set skyggen af nogen, der har gang i et projekt der ligner vores.
Så de første dage i Boquete har været lidt famlende, mens vi prøver at finde ud af, hvad man egentlig laver her med to børn. Og hvad det egentlig er for et projekt, vi er i gang med, det er sgu sin sag at skabe en hverdag fra scratch. Til tider føles det, som om vi blot prøver at få tiden til at gå – som f.eks. at holde fejre bamser - snarere end at få mest muligt ud af den. Vi har en aktivitet hver dag, men de første par dage har vi ikke rigtig ramt plet med de ting, vi har prøvet, og det giver en lidt flad fornemmelse.
En kort stund mindede vi om det amerikanske, lukkede community, vi sneg os ind i forleden. ”Velkommen til paradis” står der ved bommen ved indgangen, og det ligger sandt nok sindssygt smukt i en lukket dal. Masser af plads, blomster og relativ smagfulde lækre huse i rækker langs med hver bjergside. I midten en golfbane, en bæk og en country club. Meget smukt og perfekt, men også skrækversionen af paradis for os, der tror på, at der er lidt mere liv i helvede. Et malplaceret Disneyland for pensionister blottet for nerve, liv og mening. Lidt som vores fornemmelse af Palle-alene-i-paradis og hvad laver vi egentlig her?
Men pludselig er det som om verden klikker i gear og i dag åbnede Boquete sig med nye mennesker, muligheder og højdepunkter. Kl. 8.30 tog vi afsted med guide ud at klatre. Marie var – naturligvis – i sit es, jeg nød det, og Sofia elskede det. Som med snorklingen var hun fuldstændig klar og opsat. Tog den første tur 7-8 meter op, hvor hun frøs fast og ikke turde læne sig tilbage eller give slip, så vores guide måtte op efter hende. Hendes første ord, da hun nåede jorden var - ”igen”. To ture efter var hun slidt op og lykkeligt. Igen er det fantastisk at se hende opdage verden og gå i krig med nye ting.
Og efter blot ét enkelt højdepunkt virker byen åben, og stemningen skifter. Vi har nye aktiviteter på vej, så i de kommende dage står den på svømmepøl, ridetur, vandfald og mere klatring. Jeg kører 4 timers spanskundervisning hver dag på et hold med kun en anden studerende, en midaldrende kvinde fra Missouri, som også var med på klatreturen. Det er intensivt, lærerigt og hyggeligt, og vi begynder gradvist at komme ind i miljøet omkring sprogskolen. I næste uge får jeg selskab af Sofia og Kamille, som får deres egen lærer. Sofia glæder sig, og Kamille er bare glad.
Apropos Kamille er der ikke så meget blogging om hende endnu, men hun hygger, følger os, charmer alle og suger indtryk til sig. Indtrykkene kommer halvfordøjede ud igen i form af lange historier, der blander personer, steder, historier, film, dyr, whatever i tilsyneladende tilfældige sammenhænge. En smagsprøve ligger her. Inspirationen er ET, en bunke panamanske skolepiger, der fotograferede os samt lidt jungle.
Efter en lidt forvirret start, hvor hun tydeligt led under jetlag, virker hun nu lykkelig for at være sammen med, selvom hun er tydeligt irriteret over, at vi prøver at opdrage på hende.
Så lige nu tegner det lyst igen, og nu må det være nok for i dag – jeg skal tidligt op i morgen. Vi skal fejre egernets fødselsdag...
Jakob
Sofia højt oppe.
Vores kalender. Vi prøver at skabe en hverdag ved at snakke om aktiviteter og ugeforløb
Vores hus i den smukke have. Desværre er alle de andre huse vistnok tomme. 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar