Sydover

 

Kl 19.45 startede et kor af frøer og græshopper, som når en gnist antænder en steppebrand. Først var der helt stille og på ganske få sekunder besluttede alle dyrene sig for at gå i gang med deres aftensang.

Vi er ankommet til Bellingen, der ligger et godt stykke sydpå i forhold til Lamington, som vi forlod i morges kl 06.30. Vi tog den pittoreste rute som vitterligt var smuk - den snoede sig gennem frodigt landbrugsland af den slags, hvor palmer heste og økologisk honning er mere dominerende end kvægdrift.

Klara sov tungt og pigerne havde et lykkeligt gensyn med deres iPads så vi fik tilbagelagt det meste af den seks timer lange tur før frokost. Og uhm, sikke en lækker frokost med øko-veggie-yummy-wholefood, som vi kunne støve op midt ude i "the hinterland", som de kalder landet mere end 30 km fra kysten.

Når vi kører gennem Australien har vi en oplevelse af at Californien møder Texas. Her er både storbyøkologisk og jovialt texansk. Og faktisk er det her vi møder dyrene - en lokal Python holder til i haven, og verdens største flagermuse kommer ud ved mørkets frembrud.

Dagene i Lamington National Park var dog noget helt særligt. Et regnskovsretreat, hvor det næsten ikke var til at komme til for papegøjer, og hvor wallabees græssede hyggeligt omkring os.

Vi gik tur på Australiens første trætop-hængebro, og pigerne fik prøvet at køre zip-line (svævebane) gennem regnskoven.

 

Vi besøgte også stedets signatur-vandfald og badede i pool med udsigt over bjergene. Og vi drak drinks i o'Reillys solnedgangsbar, hvor en charmerende bartender tryllede med shakeren til glæde for både børn og voksne.

Det er slut med resorts og retreats for denne omgang. Ikke mere luksus for den femogtyveøre. Vi har indlogeret os på er hostel, som er drønhyggelig og har udsigt over flod og bjerge. Her møder vi ikke længere weekendgæster fra Sydney eller empty-nesters fra Europa. Her møder vi langtidsrejsende med flere kontinenter på rejseplanen. Og det venskabelige "How are you?" - som australierne bruger ved ethvert møde - er erstattet af lidt europæisk mumleri. Men, som vi kender det derhjemmefra, er folk jo flinke, når man først får hul igennem, og i dag sludrede vi lidt med en sød, fransk familie på jordomrejse, der også har lagt vejen forbi Bellingen.

Nu et det mørkt. Cikadekoret har skruet ned for volumen og månen er tæt på at være fuld. Ude over bjergtoppene raser et uhørligt uvejr imellem skyerne. Og under os pusler to søde dyr, som vi mener må være possums. Store ører, store øjne og tykke lår. Australiens vaskebjørne?

Godnat herfra,

Marie

 

 

 

Sendt via Blogsy