Det var med svedige fingre på rattet at jeg styrede vores firehjulstrækker op ad den snoede vej mod o'Reileys Rainforest Retreat i Lamington national park i dag.
35 km på landevej, det kan højst tage en halv time tænkte jeg. Men jeg tog fejl.
Snart snævrede vejen ind og blev til eet spor, der snoede sig gennem hårnålesving og omkring eroderede bjergvægge. For hver 100 meter stod der et nyt advarselsskilt. Blind curve. Falling rocks. Be prepared to stop. No passing. Og så forfra igen. Blind curve... Som om de bare ville holde os vågne
Bevoksningen blev tættere - og smukkere - og snart kørte vi gennem høje slanke træer, der formede en slags korridor omkring os.
Børnene opførte sig heldigvis eksemplarisk og efter en time var vi fremme uden skrammer.
Og stedet er køreturen værd må man sige. En smukt beliggende lodge med værelser der alle har udsigt over regnskov og tågede bjerge og en helt fantastisk solnedgang.
Her fik Jakob og jeg en drink mens Sofia og Kamille gav Klara aftensmad. En arbejdsdeling der var til at leve med.
Ja Klara er nu blevet så stor at hun spiser mos flere gange om dagen, og i dag sad hun for første gang alene i en højstol (hurra for ikea).
Jakob mener at han skal ud på 10 km trailrun i morgen tidlig. Vi andre skal på fugletur. Lyder det harmonisk?
Sendt via Blogsy
Pyha, sikken en køretur, - tak for nyt og for Maries sms i dag. Beskrivelsen af stedet minder om Costa Rica i regnskoven? - Papegøjer er smukke og vist lidt ondskabsfulde? Er lige kommet hjem fra teatret, og i morgen kommer "min søsters børn børn børn" Det skal nok blive hyggeligt - måske må de køre hjem i sne? - Knus og kram til jer alle. Farmor m.m.
SvarSlet