tirsdag den 2. november 2010

Skildpaddernes paradis

Skildpaddeunge kravler mod havet - første hurdle i livet.
På Costa Ricas østlige kyst ligger en 40 km lang ubrudt strand med det fineste mørke sand. Bag stranden vokser en blanding af buskads og kokospalmer, og i sandet under palmerne ligger hundredetusinder af små skildpaddeæg begravet. Kun nogle få af disse skildpaddeæg vil nogensinde blive halvanden meter lange grønne havskildpadder som deres mor, men rejsen dertil er ganske forunderlig.

Hver dag ved skumringstid, når sandet bliver køligt og skyggerne lange over Totugero Beach, er der en livlig aktivitet i de mange skildpaddereder. Æg på æg udklækkes i de dybe huller, og når alle søskende er klar, graver de sig op af sandet og myldrer afsted mod havet. Små og bløde er de, og deres fødder ligner små vinger, der bærer dem mod vandlinjen. Men på himlen kredser gribbene og i skoven venter vaskebjørne og hunde på et nemt måltid. Skildpaddeungerne er en vigtig delikatesse i fødekæden. For de, som når frem til havet, venter et døgns svømmetur, før de når ud på dybder hvor hverken fisk eller hajer truer dem. Det kræver en stærk og udholdende svømmer, og kun de stærkeste når frem. I mange år lever skildpadderne nu forskellige steder i Caribien, indtil de bliver kønsmodne i en alder af 10-15 år. Så vender de tilbage til præcis det samme sted, som de selv blev født, og graver i ly af mørket en meter dyb rede til deres hundrede små, bløde æg. Efter den kraftanstrangelse arbejder de sig tilbage i vandet, mens turisterne står i rækker bag de enorme havdyr og observerer naturens gang.

Sådan er livet og levebrødet i Tortugero, hvor alting handler om skildpadder (og en lille smule om krokodiller og papegøjer). Det er den næstvigtigste yngleplads for skildpadder i verden og seks skildpaddearter ser deres første dagslys her. Hvert år lægger flokke af naturinteresserede turister vejen forbi den lille landtange, hvor havet bruser på den ene side og ferskvandskanaler fletter sig ind i junglen på den anden. Der er lige præcis underholdning nok til tre dage. Een til en kanotur på kanalerne. Een til turtlewatching, når mørket falder på. Og een til at vandre op og ned af den støvede hovedgade, hvor chokoladebrune børn med afrokrøller suser rundt mellem hunde og bedsteforældre, mens forældrene tjener penge på turisterne.
På kanotur i Tortugeros miniamazonas med Don Chico - legendarisk naturguide.
Vi gjorde det helt efter bogen og boede på byens mest traditionsrige hotel, Miss Junie. Familien har været der siden de første beboere landede i starten af 1900-tallet for at udnytte mængden af kokosnødder og blev gradvist byens spisested indtil den åbnede som "Miss Junie" i 1950'erne. Det var cirka samtidig med, at amerikanske biologer blev opmærksomme på Tortugueros unikke betydning for skildpadderne og lagde grunden til Tortugueros levebrød i dag.
Cloid og Miss Junie passer hotel og restaurant.
Miss Junie har udviklet sig til et travlt familieforetagende, hvor mor Junie stadig styrer kødgryderne, mens søn og datter tager imod gæsterne. Vi blev beværtet af Cloid, som ikke alene tog os på skildpaddetur en mørk nat i mørkt tøj, han gav os også en kokos-lektion af dimensioner. Fra moden frugt til færdigt måltid. Steg din kylling i sukker, der er ristet sort på panden og husk lime, english sauce og masser af kokosmælk. Så skal den nok blive caribisk.

Besøget i Tortugero var vores første dage med bedsteforældre i Costa Rica. Hanne og Jørgen mødte os på en svedende varm busstation i Cariari, mens vi alle ventede på den sidste forbindelse til skildpaddeland. Hanne og Jørgen kom fra Danmark. Vi kom fra det sydøstlige hjørne af Costa Rica, hvor vi havde fordrevet ti dage med svømmepøl, snorkling, kajakture og sandstrand. Vand er og bliver verdens bedste legetøj for børn.

Vores skønne feriehus i Cahuita, hvor vi brugte størstedelen af tiden i poolen og på terrassen.
Cahuita nationalpark er omgivet af koralrev.
Parken består fortrinsvis af kokospalmer, og er beboet af massevis af aber. 






Denne strand er afslutningen på et 10 km langt hike gennem Cahuita nationalpark, som Jakob og jeg brugte som morgenmotion. Vi sluttede af med en svømmetur. 
Jakob fortæller historier på terminalen i Cahuita, mens vi venter på bussen nordpå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar