lørdag den 25. september 2010

"Der er en grund til, at det hedder regn-skoven" eller "You guys picked the worst month ever"

Lidt over en måned før vi skulle afsted på vores rejse, gik vi i panik. På en eller anden måde havde vi overset, at september og oktober er regntid i Boquete. Vi havde planlagt to måneder, men udsigten til at det skulle udvikle sig til et regnfængsel, fik os til at revidere vores planer, så vi kun skulle være i Boquete i september.

Det er vi glade for nu. For det regner. Meget. Det er blevet gradvist værre den seneste uge, og nu er det helt galt. Orkanen Matthews er på vej mod Honduras, og selvom den som alle orkaner går langt nord om Panama, kan den mærkes i form af masser af regn. Det har regnet konstant de sidste 2 døgn, og det fortsætter 2 dage endnu. Uden stop.

Marie og jeg måtte aflyse vores længe ventede tur til toppen af den lokale vulkan. Vi var oppe kl. 4 om morgenen med babysitter på plads og blev hentet kl. 5. Men efterhånden som vi kørte op mod det sted, turen skulle starte, blev regnen værre. Normalt begynder regnen hen på eftermiddagen, og når den er i fuld gang så tidligt bliver den bare ved. En bjergvandring på 27 km er ikke specielt sjov, hvis det pisser ned konstant. Også vores rafting-tur med ungerne på søndag er aflyst. Det er i forvejen en rimelig livlig tur, men der er åbnet for den store dæmning i øjeblikket, så nu er den alt for vild med børn.

Matthews er en ting, drivhuseffekten er en anden.Den er det store samtaleemne i Panama i år, enhver taxachauffør er klar på at fortælle om den. Alle er enige om, at i år er langt mere regnfuldt end normalt. I år har Boquete allerede haft en stor oversvømmelse, som tog byens næstsidste bro med sig, og nu vælter det ned igen. Som en lokal amerikaner sagde, da jeg fortalte, at vi var her i hele september. "Whoa. You guys picked the worst month ever".

Pigerne nyder det mere end forældrene. De lever op til yndlings-hade-ordsproget om, at der ikke findes dårligt vejr, men kun dårlig påklædning. De elsker at få det fulde regnvejrs-outfit på og plaske rundt som små tosser i vandpytter og de små strømme i gaderne.
Turen frem og tilbage fra skolen er et højdepunkt for regntossern
Forældrene har mere regnvejrskuller. Der bliver lidt for meget beskæftigelsesterapi og lidt for få oplevelser. Marie går i sprogskole, så hun har et projekt, hun er rigtig glad for. Men herhjemme bliver det hurtigt kedeligt, så jeg glæder mig efterhånden til, vi skal videre til næste fase. Boquete er en "dead end" i bjergene, og der er få flugtveje, når oplevelserne her er udtømt.

Når det er sagt, er der stadig gode oplevelser. Vi havde en super gåtur i regnskoven i torsdags. 5 km i alt ud til et smukt vandfald og tilbage igen. En fantastisk smuk tur hvor vi for første gang hørte brøleaber. Sofia klarede hele turen i stiv arm og fuld af energi. På en tur med en stigning på 186 meter er det godt gået for en bette pige fra et land, hvis højeste punkt er 3 meter lavere.
Kamille foretrækker at bruge kikkerten til at komme på afstand af ting

En af de mere sikre broer på vejen mod vandfaldet
Vi er i Tarzan-land med masser af lianer, der selvom de ser knastørre ud er superelastiske

Tøserne ved vandfaldet. Ingen dukkert i denne omgang, men heldigvis nåede jeg det på løbeturen dagen før.

Sti-kiks. Uden lokkemad, ingen familietur

Næsten tilbage ved udgangspunkt. Og regnen er for længst startet
Dagen før var vi i en af de lokale parker. El Explorador ligger på bjergsiden og er en sær blanding af legeplads, park med fantastiske blomster og så en bunke lommefilosofiske skilte og "guides" bygget af spande med påmalede klovneansigter sat på pinde. Lige så sært som det lyder, men langt rarere og en pragtfuld legeplads.
El Explorador. Meget mærkeligt og meget rart
Sofia på kæmpegynge
Vores søde piger
Når vi ikke kan bevæge os uden for, må vi kompensere med hygge og luksus. I dag står den på massage til de voksne, film til tøserne og i morgen håber vi på at kunne klare en tur til "storbyen" David for at shoppe. Hvis vi er heldige slutter regnen i løbet af mandag, men vi får se...

/Jakob

Ingen kommentarer:

Send en kommentar